Son of Reggae – Azizzi Romeo

Af: Signe Kjær Høiberg - Foto Signe Kjær Høiberg

Det er fuldstændig vildt at opdage, at den yngste søn af den legendariske jamaicanske reggae- og rootssanger Max Romeo er i Danmark. At han er i Aarhus, og at han netop på denne dag, hvor koncerten er annonceret, har sit første album release!

Men det er ganske vist. Azizzi Romeo spiller på spillestedet Turkis i Aarhus d. 2/10 kl. 21:30.

The Danish connection

Hvad der er endnu mere vildt at opdage, er, at udgivelsen er blevet til i samarbejde med bandet Guiding Star Orchestra, som er et 10-mands stort band med base i København. Det er et band, der er kendt for deres passion og perfektionistiske tilgang til den ægte lyd. Gruppen er anerkendt både herhjemme og internationalt, og deres varemærke er deres analoge lyd, som indspilles på spolebånd… og her må jeg give lidt fortabt i forståelsen af nørderiet i verdenen af musikproduktion. Det, jeg helt sikkert forstår, er den ærefrygt og respekt, der er om bandet, og hvordan deres kærlighed til den rette lyd er den røde tråd i alt, hvad de udgiver og skaber.

Turkis

I Aarhus har vi et spillested, som er en slags Aladdins hule, med navnet Turkis. Lige præcis her kan man høre musik fra hele verden og opleve kunstnere, som vi ellers kun ville kunne opleve, hvis vi var globetrottere. Ofte annonceres der navne, som de fleste af os ikke har musikforståelse og kendskab til endnu – før vi præsenteres for dem. Og ofte er det navne, som får folk fra deres hjemlande til at gispe over, hvor stort et navn der er på besøg.

Et sådant navn er Azizzi Romeo.

Ronaldo Zidane Azizzi Smith fortæller, at Azizzi Romeo er hans fulde navn, og det, han fik, da han blev født på Jamaica. Senere har han taget sin berømte fars efternavn til sig. Det er både af respekt og forståelse for den arv, han er født til at løfte, og som han er dybt beæret over at føre videre, efter at faderen har givet den musikalske arv videre efter hans død. At synge kommer så naturligt for ham som at trække vejret. Under interviewet bryder han flere gange naturligt ud i sang og fortæller, at hans far havde en karaokebar, hvor han optrådte allerede som helt lille barn.

Naturtalent

Han var også med på turné, fra han var en ganske ung dreng, og det er tydeligt, at far-søn-forbindelsen mellem Max Romeo og Azizzi er stærk. Faderens stemme og talent for at skrive sange har Azizzi taget til sig. Han har den store læremesters visdom i blodet og har igennem livet modtaget gode råd. Så udover sit naturlige talent har han et kæmpe forspring i musikkens dos and don'ts.

Det er svært at fatte, at han med sin unge alder allerede er kendt internationalt. Selvom det er hans første albumudgivelse, er han et navn og har en usædvanlig ren stemme, der er blevet lagt mærke til længe. Derfor er denne aften i Aarhus også helt ud over det sædvanlige. At møde ham og høre ham berette om sit liv og sine værdier er som at sidde med en ung Bob Marley, lige før han sprængte rammerne for, hvad musik kunne have af kæmpe betydning – musikalsk, spirituelt, politisk og historisk udødeligt.

Det bliver spændende at se, hvordan verden tager imod albummet ”Signs Of The Time”, som er udgivet på pladeselskabet Recall Reality Records. Pladeselskabet har også base i København og er et uafhængigt selskab skabt af den amerikanske producer Steven Borth og gruppen Roots Revival.

Koncerten

Der er tunge rytmer, og overfladen i øllet kruser kraftigt, som var der jordskælv, hver gang bassen slår et beat, mens Root Revival Soundsystem varmer op, før Azizzi Romeo går på scenen kl. 21:30. Det er som at træde ind i en helt anden verden af atmosfære og lyd. Der er en varm og god stemning.

Enhver jamaicaner ville spærre øjnene op og nikke anerkendende, når de fik øje på de højttalere, der er slæbt ind i rummet og spændt fast i tre lag oven på hinanden. Jeg går af erfaring direkte i baren og får udleveret ørepropper. Men jeg skal indrømme, at det er røvfedt at mærke bassen i brystet, og jeg elsker den passion, jamaicanere har for deres musik – høj musik! Det er fede numre, Root Revival præsenterer, og jeg har min Shazam-app oppe flere gange for lige at snuppe musikken med hjem til senere genlytning.

Da Azizzi Romeo går i gang, kan jeg først slet ikke forstå, hvor han er. Publikum står med ryggen til scenen, men jamaicanske Henzel forklarer mig, at når det er et roots-system, så står man åbenbart på gulvet ved pulten, hvor musikken samples. Det foregår midt i lokalet, hvor Morten McCoy og Steve Borth flankerer Romeo som forsanger. Azizzi Romeo har en vidunderlig stemme, ret lys og ren og med den karakteristiske lidt hæse raspen på stemmen som jeg ofte hører på jamaica, hans tekster er enkle, direkte og skide godt skrevet. Igen får jeg Bob Marley associationer.

Både Morten og Steve lægger stemmer til, men mest af alt spiller Steve en svedig, blæret saxofon med den skønneste, sprøde lyd, mens Morten tryller ved mixeren, hvor den analoge lyd styres.

Det kan snildt være, at jeg ikke 100 procent forstår, hvordan det foregår, men den lyd, de sammen skaber, er som en groove-dans af skarpe kompositioner med et levende flow, der flyder ud af sammenspillet. Der er både numre nøjagtigt som på udgivelsen, og der er freestyle, som opstår i denne aftens liveperformance. Det er en genreblanding af genkendelig roots-reggae og melodiøs, soulfyldt jazz. Selv de velkendte pull-ups foregår på en mere smooth måde, som er til at rumme for europæiske ører.

Det er virkelig en usædvanlig lækker og nylydsskabende koncert – og stakkels det reggae-elskende publikum, som har overset, at Azizzi og de to fra Guiding Star Orchestra gav koncert i vores by i aften. Som trøst kan vi tilføje, at der er et par koncerter booket i København, som man kan nå at opleve, inden Azizzi flyver tilbage til Jamaica, som han ikke kunne drømme om at flytte fra.

Ellers er der kun at sige, at albummet blev jeg nødt til at købe. For de numre skal jeg bestemt høre igen og igen og igen.

Infernal gør klar til HøjtidsHærg på TRAIN

Der findes koncerter, hvor du står stille og lytter til musikken, måske rocker lidt med hovedet og går hjem igen med nogenlunde samme frisure, som da du kom. Og så findes der Infernal.

Når Lina Rafn og Paw Lagermann den 28. december indtager TRAIN med HøjtidsHærg, er ambitionen ikke bare at spille en række hits fra en karriere, der snart har rundet de 30 år. Publikum skal ind til en fest, hvor sangene, musikerne og energien i rummet bliver en del af den samme oplevelse, og hvor det helst skal være svært at stå stille.

Da jeg taler med Lina og Paw om koncerten, går der da heller ikke mange minutter, før det bliver tydeligt, at HøjtidsHærg ikke er tænkt som en helt almindelig julekoncert.

Faktisk er det nærmest det modsatte.

“Det her har ikke noget med jul at gøre,” fortæller Lina og beskriver i stedet HøjtidsHærg som et frikvarter midt i en måned, hvor mange af os har temmelig travlt med juleforberedelserne.

“Du må godt lægge al ansvaret og stressen ude i garderoben og så bare have det sindssygt.”

Og det er præcist den kontrakt, du indgår, når du køber billet til Infernal.

For selv om december stadig hænger fast i kalenderen udenfor, kommer der hverken bjælder, julekostumer eller stille akustiske fortolkninger af gamle hits, når dørene lukker på TRAIN.

Der kommer Infernal.

Et frikvarter fra december

Når Lina og Paw fortæller om HøjtidsHærg, er det svært ikke allerede at begynde at se koncerten for sig. Et tæt pakket TRAIN, bas, der kan mærkes i kroppen, og en scene, hvor elektroniske tracks bliver blandet med guitar, trommer, sækkepibe og mundharpe i noget, der bevæger sig mellem koncert, rave og klubfest.

Midt i det hele står Lina og Paw, og de har ikke tænkt sig at vente på, at publikum skaber stemningen for dem.

“Vi kommer ind med vores 100 procent, og det gør vores musikere også,” siger Lina.

Paw griber den med det samme og peger på, at når de selv sveder, knokler og giver den fuld gas på scenen, bliver det også lettere for publikum at slippe hæmningerne.

“Så må du spænde hjelmen og komme med,” tilføjer han.

Det er også nogenlunde sådan, selve interviewet udvikler sig. Når Lina starter en tanke, griber Paw den, bygger videre eller protesterer, og når Paw er halvvejs gennem en forklaring, er Lina ofte allerede på vej ind fra siden med sin egen version.

På et tidspunkt taler de om de traditioner, som gennem årene er vokset frem omkring Infernal koncerterne. De faste gæster ved godt, hvad der venter, mens dem, der oplever Infernal live for første gang, lige skal opdage, hvilket rum de er havnet i.

“De bliver sådan: Okay, det er lidt sjovere, end jeg havde regnet med. Okay, jeg må godt være dum, og så er vi alle sammen dumme sammen i to timer,” fortæller Lina.

Det er sagt med grin, men rammer samtidig ret præcist, hvad de vil med HøjtidsHærg. Det handler ikke kun om at stå og se Infernal på en scene, men om at være en del af det, der sker i rummet.

De gamle hits bliver ikke bare hentet frem

Efter snart 30 år kunne Infernal sagtens bygge en koncert op omkring de største numre fra bagkataloget og lade nostalgien gøre en stor del af arbejdet.

Men sådan har Lina og Paw ikke lyst til at spille. “Vi stiller os jo aldrig bare op og spiller numrene, som de er og altid har været,” siger Lina.

Til årets HøjtidsHærg arbejder de blandt andet med et nummer, som ikke har været spillet live i 26 år, men når gamle sange bliver hentet frem, bliver de ikke bare støvet af og sat direkte ind på setlisten.

“Det kommer igennem høvlemaskinen,” siger Lina.

Paw forklarer, at de begge stadig følger med i ny elektronisk musik, og derfor skal de gamle numre også fungere i den lyd, de selv synes er interessant i dag. Nogle gange betyder det, at et gammelt nummer pludselig passer ind, fordi den type lyd er blevet moderne igen.

“Hvis jeg bare skulle spille det gamle, så skal der stadig ske noget nyt med det, for at det kan retfærdiggøre, at vi spiller det igen,” siger Paw.

“For det gør os glade,” kommer det straks fra Lina.

Samtidig ved de godt, at publikum også kommer for at høre de store Infernal hits.

Lina har selv prøvet at stå til en koncert og vente på de sange, hun kendte, for så at opleve, at de enten var blevet ændret næsten til ukendelighed eller slet ikke kom.

Den oplevelse har hun ikke tænkt sig at give videre. “Vi ved godt, hvorfor de er kommet til en Infernal koncert, og det snyder vi dem ikke for.”

De store numre kommer altså med. De får bare nyt liv undervejs.

Mere fest end hitparade

Jo længere Lina og Paw taler om deres koncerter, desto tydeligere bliver det, at de heller ikke ønsker, at aftenen skal føles som en række singler, der bliver krydset af én efter én.

Hitsene er en del af festen, men det er festen, der er i centrum. "Du kommer ind og hører nogle klassikere, men hovedformålet er at komme ind og opleve en fest," siger Paw.

Infernal er gennem årene blevet en særlig blanding af elektronisk musik og liveband, hvor trommeslager, guitarist og forskellige instrumenter dukker op omkring det elektroniske fundament.

“Det er en underlig fusion af en elektronisk DJ oplevelse og så et liveband,” beskriver Lina.

Samtidig arbejder de med noget af den samme opbygning, man kender fra rave og techno, hvor musikken bygger op, holder spændingen og til sidst slipper den løs.

Det er den fælles reaktion, Lina fremhæver som noget af det stærkeste ved koncerterne, når mere end tusind mennesker står i det samme rum og reagerer på musikken samtidig.

Måske er det også en del af forklaringen på, at publikum i dag spænder så bredt. Der står stadig mennesker foran scenen, som fulgte Infernal i 90’erne og 00’erne, men Lina og Paw oplever samtidig flere unge, som enten er vokset op med musikken gennem deres forældre eller har fundet den senere.

Da Paw begynder at forklare, hvorfor han tror, de unge kommer til koncerterne, når Lina knap nok at lade ham tale færdig.

“Det er jeg slet ikke enig i.”

Og så tager samtalen endnu en drejning, mens de begge forsøger at forklare, hvad det egentlig er, der trækker de unge ind.

De er ikke helt enige om forklaringen, men de lander samme sted: Hvis Infernal bare stillede sig op og rutineret afleverede de gamle sange, ville et nyt publikum næppe blive ved med at komme.

TRAIN skal helst begynde at koge

Lina og Paw har endnu ikke spillet på det nye TRAIN, men det gamle spillested kender de rigtig godt, og da jeg spørger til forskellen på store udendørs festivaler og et indendørs sted som TRAIN, kommer samtalen hurtigt til at handle om energi.

På en open air scene kan noget af den forsvinde ud i luften, forklarer Lina, mens et indendørs spillested holder publikum og scene tættere sammen.

Her griber Paw billedet og sammenligner det med en gryde, der står og bobler.

Med låg på bliver varmen derinde, og det er netop den fornemmelse, de gerne vil skabe på TRAIN.

En stor koncert presset ind i et rum, hvor publikum står tæt nok til at mærke hinanden, og hvor energien ikke bare kan forsvinde ud i natten.

For Lina er den kombination næsten ideel, fordi man kan få noget af storheden fra de store shows uden at miste klubfølelsen.

Og ambitionerne stopper tilsyneladende heller ikke med én aften. I København er HøjtidsHærg gennem årene vokset til flere koncerter i træk, og Lina vil gerne se det samme ske i Aarhus.

“Hvis ikke vi over tid kan få bygget det op til at blive to aftener i streg i Aarhus, så bliver jeg skuffet. Men vi skal jo starte et sted.”

Næsten 30 år og stadig fuld fart

Næste år kan Infernal fejre 30-års jubilæum, og selv om Lina og Paw allerede er begyndt at tale om, hvordan året skal markeres, er der ikke meget ved samtalen, der lyder som to mennesker, der er begyndt at sætte tempoet ned.

Da jeg spørger, hvordan man holder energien gennem næsten tre årtier, vender Lina spørgsmålet rundt.

“Hvis vi ikke havde et outlet for den energi, så tror jeg, vi ville blive ubehagelige mennesker i vores hverdag.”

Paw nævner nysgerrighed og stædighed, og måske ligger noget af forklaringen netop dér. De gamle numre må gerne følge med dem, men de skal stadig være interessante nok til, at Lina og Paw selv har lyst til at gå på scenen og spille dem.

Ellers virker det heller ikke for publikum.

Lige dele forvirret og beriget

Da jeg til sidst spørger, hvad Lina og Paw gerne vil have, at publikum tager med sig ud gennem dørene på TRAIN den 28. december, kommer svaret hurtigt.

“Lige dele forvirret og beriget.”

Lina håber, at man træder ud i Aarhus efter koncerten og lige skal bruge et øjeblik på at finde ud af, hvad der egentlig skete derinde, mens kroppen helst skal føles, som om den også har været med hele vejen.

For den bedste afslutning på en Infernal koncert er ifølge hende den lidt mærkelige følelse af at have brugt alt, hvad man havde, og samtidig ønske, at nogen bare satte gang i én sang mere.

“Jeg tror, folk går ud af den dør med en følelse af: Jeg har ikke flere kræfter, men jeg gad godt, det var fortsat.”

Det er også sådan, Lina og Paw selv ofte har det, når de går af scenen, og måske er det i virkeligheden den bedste beskrivelse af HøjtidsHærg.

Du kommer ikke på TRAIN den 28. december for bare at høre Infernal spille.

Du kommer for at være en del af festen, mens der stadig er låg på gryden.

Infernal: HøjtidsHærg

Dato: 28. december 2026

Køb din billet her

Thomas Helmig åbnede de nye lokaler på TRAIN med et brag

Køen begyndte ved indgangen til det nye TRAIN, fortsatte gennem gården og gik helt ud og et godt stykke ned ad Spanien fredag aften ved 19-tiden. Forventningen kunne mærkes længe før dørene åbnede, for det her var ikke bare endnu en koncert med Thomas Helmig. For langt de fleste var det første gang, de skulle indenfor i TRAINs nye lokaler på Sydhavnen, og 1.200 gæster var klar til at indvie dem sammen med en kunstner, der gennem årtier har været en del af Aarhus.

“Tænk, at vi alle sammen er her for første gang,” hørte jeg en sige, mens vi stod i køen.

Det var præcis sådan, aftenen føltes. Som begyndelsen på noget nyt, men samtidig også som en aften fyldt med fælles minder, velkendte sange og fans, der har fulgt Thomas Helmig gennem en stor del af livet.

Hele Aarhus ventede udenfor TRAIN

Mange havde været ude at spise inden koncerten, og stemningen i køen var allerede høj. Der blev talt på kryds og tværs, folk forsøgte at finde venner længere fremme, og selv medarbejderne ved indgangen virkede oprigtigt glade for endelig at kunne tage imod publikum.

“Vi har manglet et sted som det her i Aarhus,” sagde en af gæsterne, mens en anden konstaterede, at “Sydhavnen bare er et kongested”.

I køen mødte jeg to mænd i 40’erne, som fortalte, at de var taget til koncert med deres mødre. Det var mødrene, der var de store Helmig fans, og de havde fulgt ham til koncerter gennem de seneste 20 år.

Et ægtepar var kørt hele vejen fra Odense. De havde egentlig planlagt koncerten sammen med en større vennegruppe, og deres 19-årige søn var også blevet sat til at sidde klar, da billetsalget åbnede. Billetterne forsvandt så hurtigt, at ingen af vennerne nåede at få fat i nogen. Sønnen var den eneste, det lykkedes for, og derfor endte ægteparret med at køre alene til Aarhus med de to billetter, han havde sikret dem.

Åbningen trak altså ikke kun aarhusianere til. Nogle var klar til at køre langt for at være med fredag aften.

Et nyt TRAIN med varme, plads og udsyn

Indenfor blev vi mødt af varme rød-orange farver, store barer og en koncertsal med balkoner i flere niveauer. Selvom salen er stor, føles den hverken kold eller upersonlig. Balkonerne går rundt langs siderne, så publikum kommer tættere på scenen, og selv oppefra føles det, som om man er en del af koncerten.

TRAINs direktør, Carsten V. Nielsen, bød velkommen med ordene om, at spillestedet nu var klar til at føje et nyt kapitel til byens musikhistorie.

Borgmester Anders Winnerskjold kom også på scenen og mindede om, at TRAIN oprindeligt åbnede i 1998 for at bringe rockmusikken tilbage til Aarhus. Det lykkedes dengang, og nu stod byen endnu en gang klar med en ny scene, der både skal give plads til de store navne og være med til at fostre fremtidens musikere.

“Det her er et vildt stykke aarhushistorie, vi alle sammen er vidner til her til aften,” sagde han.

Da man så ud over den fyldte sal, gav hans ord god mening. Der stod mennesker langs alle balkonerne, publikum var pakket tæt foran scenen, og spændingen steg, mens vi ventede på Thomas Helmig. For hvem kunne egentlig være mere oplagt til at åbne det nye TRAIN?

Thomas Helmig tilbage på en ny scene i Aarhus

Da Thomas Helmig og bandet gik på, ændrede stemningen i hele rummet sig. Publikum var med fra begyndelsen, og kontakten mellem scenen og salen blev kun stærkere, efterhånden som koncerten udviklede sig.

Det var tydeligt, at Thomas Helmig selv var påvirket af modtagelsen. Flere gange stod glæden nærmest skrevet i ansigtet på ham, og han lagde heller ikke skjul på, hvor meget det betød at få lov til at åbne det nye TRAIN.

På et tidspunkt fortalte han om sine første koncerter i Aarhus. Den allerførste spillede han i Mejlgade, da han var 17 år gammel. Dengang præsenterede han sig med ordene:

“Godaften, jeg hedder Thomas H, og jeg spiller kærlighedssange.”

Meget er sket siden den aften i Mejlgade. Sangene er blevet en del af utallige menneskers liv, og publikum foran ham denne aften rummede både dem, der har fulgt ham næsten fra begyndelsen, og dem, der er kommet til langt senere.

“Tusind tak for alle årene sammen med jer,” sagde han fra scenen.

Lige dér blev det tydeligt, hvor tæt Thomas Helmig og Aarhus hænger sammen. Scenen var helt ny, men forholdet mellem ham, byen og publikum er blevet bygget op gennem mange år.

En stemning, der næsten ikke kan forklares

Der findes koncerter, hvor man bagefter kan pege på enkelte øjeblikke og fortælle, hvorfor de fungerede. Og så findes der de aftener, hvor det hele bare går op i en højere enhed.

Sådan var det på TRAIN.

Hver gang Thomas Helmig og bandet gav lidt mere fra scenen, sendte de 1.200 mennesker i salen det hele tilbage igen. Der blev danset, råbt, klappet og sunget med, mens hænderne røg i vejret både foran scenen og oppe på balkonerne.

Det var tydeligt, at aftenen også gjorde noget ved Thomas Helmig. Han smilede, tog imod publikums begejstring og gav sammen med resten af bandet en koncert, hvor ingen virkede til at holde igen.

Jeg har oplevet mange koncerter, men det er længe siden, at jeg har stået midt i en stemning som den her. Den er svær at beskrive uden at få det til at lyde som en overdrivelse, men Thomas Helmig, bandet, TRAIN og publikum var ganske enkelt on fire.

Lyden sad lige i skabet

Og vi skal lige snakke om lyden. Selv midt i den store fællessang stod musikken klart, og balancen mellem bandet, vokalerne og rummet sad, som den skulle. Det nye TRAIN bestod sin første store prøve med 10 ud af 10 stjerner. Hvis det her var første tegn på, hvordan koncerterne kommer til at lyde i den nye sal, er der meget at glæde sig til.

Når Thomas Helmig holder fest

Da Thomas Helmig vendte tilbage til ekstranumrene, fortalte han, at han nogle gange hører sin egen musik blive spillet ud fra de åbne vinduer i gaderne, når han cykler gennem Aarhus og folk holder fest. Denne aften ville han i stedet spille noget af den musik, som selv bliver spillet, når han holder fest derhjemme.

Først kom Princes “1999”, og lige dér ramte han også noget hos mig. Den sang spillede jeg på cd igen og igen i 1989, hvor jeg selv boede et år i Aarhus. Af alle de sange, han kunne have valgt, kunne den næsten ikke have passet bedre til min egen aften.

Festen fortsatte med Kim Larsens “Hvis din far gi’r dig lov”, inden Thomas Helmig sluttede med “Stupid Man”.

På det tidspunkt var der ikke meget tilbage af den pæne koncertstemning. Folk sang med af fuld kraft, salen kogte, og det føltes, som om hverken publikum eller bandet havde lyst til at være dem, der sluttede festen.

TRAIN kunne ikke have valgt bedre

Da de sidste toner havde lagt sig, stod det klart, at TRAIN næppe kunne have fundet en bedre kunstner til at åbne de nye lokaler.

Thomas Helmig er en del af Aarhus, og selvfølgelig var aftenen fyldt med både minder og nostalgi. Men koncerten levede ikke kun af alt det, der allerede har været. Den viste også, hvad der kan ske, når et nyt spillested åbner dørene, bandet giver alt, og 1.200 mennesker er klar til at give det hele tilbage.

TRAIN fik ikke en forsigtig begyndelse. Det blev indviet med fællessang, dans, sved, glæde og en koncert, som mange af os kommer til at huske længe.

A Rush of Coldplay indtager The Ballroom i Aarhus

Næsten 15 år og omkring 150 koncerter har givet A Rush of Coldplay masser af erfaring, med både festivalpladser og mindre koncertsale. Den 3. oktober kommer bandet til The Ballroom i Aarhus.

Der kan gå flere år mellem Coldplays koncerter i Danmark, og når de endelig kommer, er det langt fra alle, der får mulighed for at stå blandt publikum.

Heldigvis behøver oplevelsen ikke nødvendigvis foregå på et kæmpe stadion. Hos A Rush of Coldplay kommer publikum langt tættere på musikken og de fire musikere på scenen. I The Ballroom venter en koncert over to sæt med både de store fællessange, de mere stille øjeblikke og musik fra hele Coldplays karriere.

“Vi forstår selvfølgelig godt, at vi ikke er det rigtige Coldplay. Det gør publikum også. Men Coldplay kommer måske til Danmark hvert femte år, og ikke alle har mulighed for at opleve dem. Derfor er det dejligt, at vi kan komme rundt og spille for mindre forsamlinger, hvor man får en anden og mere intim stemning,” fortæller forsanger Thomas Sørensen.

A Rush of Coldplay er mere end et coverband

A Rush of Coldplay blev dannet i 2012 og består af Thomas Sørensen på vokal, klaver og guitar, Steffen Smith på guitar og kor, Joel Lohse på bas og kor samt Jeppe Schaumburg på trommer og drumpad.

Allerede fra begyndelsen var planen, at det skulle være mere end fire musikere, der spillede en række Coldplay sange. Hele stemningen omkring musikken skulle med, og det krævede også, at bandet selv havde et ægte forhold til sangene.

“Man kan ikke rigtig gøre det her, hvis man ikke er fan. Musikken går ind i mig og er nærmest en del af mig selv. Det synes jeg, det kræver, hvis man skal stille sig op og gøre sådan noget,” fortæller Thomas.

Bandet bruger meget tid på at ramme originalernes lyd og udtryk, men de forsøger ikke at gemme sig selv væk undervejs. De fire musikere skal stadig være sig selv, når de står på scenen.

Det gælder også tøjet. Den armyjakke, Thomas ofte optræder i, stammer eksempelvis fra en amerikansk værtsfar, han boede hos i 1990’erne. Siden har jakken fået neonmaling og forskellige mærker, så den passer ind på scenen.

“Man samler nogle ting op gennem livet, og dem tager jeg med på scenen.”

Der kommer hele tiden nye sange til

A Rush of Coldplay har eksisteret i næsten 15 år, men koncerten er ikke blevet låst fast i den samme sætliste.

Coldplay udgiver stadig ny musik og har ændret sig en del gennem årene. De tidlige rocksange har fået selskab af mere poppede numre, elektroniske lydflader og samarbejder med kunstnere fra andre genrer. Derfor har A Rush of Coldplay også hele tiden haft noget nyt at arbejde med.

“Vi har hele tiden kunnet opdatere vores koncerter med de nye Coldplay hits. Derfor er vores koncerter helt anderledes nu, end de var, da vi begyndte,” siger Thomas.

Bandet har indtil videre spillet mere end 40 forskellige Coldplay sange live. Repertoiret går fra de tidligste album og helt frem til Moon Music fra 2024.

Men det er ikke de samme sange, der fungerer alle steder. På festivaler spiller bandet først og fremmest de største hits. Her er publikum måske kommet for hele festivalen og ikke nødvendigvis for A Rush of Coldplay, så sangene skal gerne kunne samle folk hurtigt.

På et eventsted som The Ballroom er der bedre tid. Her kan bandet blande de sikre fællessange med mindre kendte numre, som især de største fans vil sætte pris på.

“Der er mange, som kommer og ser os igen og igen. Derfor er det rart at kunne blande kortene og præsentere noget forskelligt fra år til år,” fortæller Thomas.

Farver, lys og en klokke til ét nummer

A Rush of Coldplay har gennem årene samlet en hel del udstyr, som er med til at give koncerterne deres eget udtryk.

Instrumenterne er malet, scenen er pyntet med blomster og små detaljer, og lyset skifter farve omkring musikerne. Bandet har blandt andet set nærmere på, hvordan Coldplay selv bruger lys under de enkelte sange, og arbejdet videre med stemningerne i deres eget show.

Mest iøjnefaldende er er måske den store klokke, der bliver taget frem til Viva la Vida. Den bruges kun under det ene nummer, men for bandet er den blevet en vigtig del af sangens koncertudtryk.

Showet er blevet udviklet lidt efter lidt gennem årene. Bandet har blandt andet studeret lyset ved Coldplays egne koncerter og omsat det til en programmeret lyssætning, der følger stemningen i musikken. Når rammerne tillader det, kan der også komme konfetti og gnister fra scenen.

Senest har bandet eksperimenteret med LED-armbånd, der kan lånes af publikum og programmeres til at lyse på bestemte tidspunkter.

“Det ser fantastisk ud fra scenen, og vi kan tydeligt mærke, at der er en woweffekt. Samtidig skaber det en følelse af fællesskab i rummet,” fortæller Thomas.

Fra Paradise til Wembley stemning

Koncerten i The Ballroom bliver bygget op over to sæt. Første del begynder roligt, og efterhånden bliver der skruet op for tempoet og de sange, der inviterer publikum til at synge og danse med.

Andet sæt begynder med en markering af 15-året for albummet Mylo Xyloto. Her spiller A Rush of Coldplay fem sange fra albummet, som blandt andet rummer Paradise og har lagt navn til Paradise Tour 2026.

Da albummet udkom i 2011, fik Coldplays tidligere rockudtryk selskab af neonfarver og flere elektroniske lyde. Det blev samtidig begyndelsen på et endnu større og mere farverigt koncertunivers.

Efter de fem sange bevæger koncerten sig videre mod de numre, som for alvor kan få hele salen med.

“Til sidst forsøger vi at skabe lidt Wembley stemning med de ikoniske numre, hvor folk synger med, vifter med armene og nogle gange kniber en tåre. Der er en god portion sange, som er helt rigtige at slutte koncerten med,” fortæller Thomas.

Musik, der samler generationer

Da A Rush of Coldplay begyndte, bestod publikum især af voksne gæster. Thomas beskriver dem som mennesker på 45 år og opefter, der stod med kæresten og et glas vin og gyngede med til musikken.

Sådan er det ikke længere. I dag kommer der også mange unge til koncerterne.

Nogle er vokset op med de tidlige sange hjemme hos deres forældre. Andre har selv opdaget Coldplay gennem nyere musik og samarbejder med blandt andre Rihanna, Beyoncé og det sydkoreanske band BTS.

“Coldplay er virkelig gode til hele tiden at tage den næste generation med. Nogle bliver måske fanget af én ny sang og opdager derefter et kæmpe repertoire af alt muligt guld, som de kan tage til sig.”

Dermed kan der meget vel stå både forældre og voksne børn blandt publikum i The Ballroom og synge med på de samme sange, selvom de har lært dem at kende på forskellige tidspunkter.

Det vigtigste for A Rush of Coldplay er, at publikum går hjem med en oplevelse, der føltes ægte.

“Vi håber, at folk går derfra og synes, at musikken blev serveret autentisk. At et Coldplay behov blev opfyldt, og at man går hjem med et smil og måske får lyst til at komme igen.”

A Rush of Coldplay spiller i The Ballroom i Aarhus den 3. oktober 2026 klokken 21.00.

Nikolaj Steen alene på scenen efter 25 års pause

Den 2. september var Nikolaj Steen tilbage i Musikhuset Aarhus. Denne gang helt alene på scenen på sin første soloturné i 25 år.

Guitar, keyboard og mikrofon. Mere skulle der ikke til.

For selvom koncerten foregik i Musikhuset, var der ikke meget stor koncertproduktion over scenen. Et par tæpper dækkede gulvet, instrumenterne stod klar, og midt i det hele sad Nikolaj Steen med sin guitar. Bag ham fyldte et stort lærred væggen, men ellers var scenen næsten tom.

Publikum sad tæt omkring den lille opsætning, og det fik koncerten til at føles langt mere intim, end den fyldte sal i Musikhuset umiddelbart lagde op til. Det var mere som en intimkoncert, hvor der ikke var ret meget mellem musikeren og dem, der var kommet for at høre ham.

Nikolaj Steen har gennem mange år haft trommerne som en stor del af sit musikalske liv, men denne aften var trommestikkerne lagt væk. I stedet skiftede han mellem guitar og keyboard gennem koncerten.

Det gav god plads til både sangene og de mange historier, han havde taget med til Aarhus.

Gamle sange i nye versioner

På programmet var flere af Nikolaj Steens ældre sange, men ikke nødvendigvis helt som publikum huskede dem. Flere numre er blevet arrangeret på ny til solokoncerterne, hvor Steen ikke har et band i ryggen.

Det enkle setup kunne også mærkes i måden, sangene blev præsenteret på. Nogle gange sad han med guitaren, andre gange var han ved keyboardet, og scenelyset blev brugt til at ændre udtrykket omkring ham. Fra salen kunne man se de smalle lyskegler ramme den ellers mørke scene, mens publikum sad rundt om ham.

Undervejs kom der også ny musik på programmet. En af de nye sange havde han skrevet til sin kone, som han fra scenen omtalte som sin "soul mate".

Mellem numrene var der god tid til at fortælle historier. Nogle handlede om musikken og karrieren, andre om familien.

Publikum fik blandt andet historier om hans søster Paprika Steen, halvbroren Kim Sagild og hans far Niels Jørgen Steen.

Det store lærred bag scenen blev også en del af fortællingen. Her blev der vist billeder fra tidligere i hans liv, mens Steen fortalte videre fra scenen. På et tidspunkt tonede et gammelt billede frem af en yngre Nikolaj Steen på Times Square i New York. Senere fyldte billedet af et gammelt kassettebånd hele lærredet.

En stor sal med en lille scene

Noget af det særlige ved koncerten i Aarhus var kontrasten mellem rummet og det, der foregik på scenen.

Musikhuset kan rumme de store produktioner med bands, scenografi og masser af mennesker på scenen. Her var der stort set kun én.

På afstand blev det næsten endnu tydeligere. Nikolaj Steen sad alene på det røde tæppe midt på scenen, mens publikum fyldte rækkerne omkring ham. Over scenen hang lamperne, og lyskeglerne samlede sig omkring det forholdsvis lille område, han brugte.

Det gjorde også, at koncerten ikke føltes særlig langt væk, selv når man sad et stykke fra scenen. Der var ikke et stort show, man skulle følge med i. Tilbage var Steen, sangene og de historier, han fortalte undervejs.

Og måske var det netop derfor, den fyldte sal alligevel kunne føles forholdsvis lille.

Tilbage på soloturné efter 25 år

Det er 25 år siden, Nikolaj Steen sidst tog på soloturné, og denne gang har han valgt et forholdsvis lille format med kun seks koncerter.

I Musikhuset kunne man mærke formatet helt fysisk. Der var ikke bygget en stor produktion op omkring ham. Til gengæld var der tid til at stoppe op mellem sangene, fortælle historier og lade de gamle numre få lidt andre former end dem, publikum kendte i forvejen.

Det var også en koncert, hvor stilheden fik lov at være der. Når Steen fortalte, lyttede salen, og når næste nummer begyndte, var der ikke noget stort sceneskift eller et band, der skulle sættes i gang. Han kunne ganske enkelt fortsætte ved guitaren eller sætte sig ved keyboardet.

Efter 25 år uden en soloturné blev Aarhus dermed et af blot seks stop på Nikolaj Steens tur tilbage på scenen. I Aarhus blev det med en fuld sal, gamle og nye sange og Nikolaj Steen alene på scenen.

BLITZ gør Bispetorvet til Festugens nye samlingspunkt

Når Aarhus Festuge begynder, flytter Aarhus Volume fra Klostertorvet til Bispetorvet og åbner deres hidtil største projekt. BLITZ er ni dage med gratis musik, dans, talks, workshops og kreative fællesskaber midt i Aarhus.

Fra den 28. august til den 5. september bliver Bispetorvet fyldt med mere end 80 acts fordelt på to scener. Programmet går fra koncerter og nye navne fra den aarhusianske undergrund til DJ’s, streetdance og aktiviteter, hvor du selv kan være med.

Det er gratis at deltage og området holder åbent fra middag til midnat eller kl. 02 afhængigt af ugedagen.

Fra Klostertorvet til Bispetorvet

De seneste to år har Aarhus Volume samlet musik, unge kulturmiljøer og kreative fællesskaber på Klostertorvet under Aarhus Festuge. I år rykker projektet ind på Bispetorvet og får samtidig et nyt navn.

Med flytningen bliver der plads til to scener og et program, der strækker sig gennem næsten hele Festugen. BLITZ er ikke kun et sted, du besøger for at opleve en bestemt koncert. Tanken er, at Bispetorvet skal fungere som et samlingspunkt, hvor du kan komme forbi i løbet af dagen, opleve en workshop eller talk og blive hængende, når koncerterne og DJ-programmet tager over om aftenen.

Bispetorvet har tidligere dannet ramme om nogle af Festugens store koncerter og fælles oplevelser. Med BLITZ får pladsen en anden karakter og et program med særligt fokus på den nye musikscene, byens undergrund og de fællesskaber, der vokser frem omkring den unge kultur i Aarhus.

Pressefoto: Aarhus Volume

Mere end 80 acts på to scener

Musikprogrammet spænder bredt, og flere af navnene har deres rødder i Aarhus.

Lørdag den 29. august kan du blandt andet opleve AGGi, der kombinerer afro-rytmer med hiphop og RnB. Hun er vokset op i Aarhus og Volta regionen i Ghana, og de to tilhørsforhold mødes i en lyd med både energi, groove og tydelige internationale inspirationer. AGGi spiller kl. 20.00.

Samme nat går Skammerens Døtre på scenen. Den aarhusianske rapgruppe har været aktiv siden 2024 og har allerede gjort sig bemærket på den lokale undergrundsscene. Musikken bevæger sig inden for drill og trap med tekniske flows, humor og tekster, der ikke er bange for at have kant. Gruppen spiller kl. 00.25.

Søndag den 30. august skifter programmet karakter, når Veronika Rud spiller kl. 20.00. Den danske sanger og komponist bevæger sig mellem jazz, americana og neosoul. Musikken tager udgangspunkt i et akustisk jazzsetup og kredser om de små scener og genkendelige følelser fra hverdagen.

Når den sidste weekend i festugen starter, bevæger BLITZ sig længere ind i klubmusikken. Fredag den 4. september spiller DJ og producer Main Phase fra kl. 23.00. Hans lyd henter inspiration fra blandt andet house, techno, garage, jungle og dubstep. Han har spillet på internationale klubscener som Fabric og Panorama Bar og er kendt for energiske sets, der bevæger sig frit mellem genrer og tempi.

BLITZ slutter lørdag den 5. september med Den Sorte Skole, der går på scenen kl. 23.30. Duoen har gennem snart 20 år arbejdet med samples, pladespillere, elektroniske kompositioner og store audiovisuelle liveshows. Undervejs har de spillet både på Orange Scene på Roskilde Festival og med klassiske symfoniorkestre, kor og musikere fra forskellige dele af verden.

De fem navne er kun et lille udvalg af programmet. På plakaten står også blandt andre BÆNCH, Bjonko, Candidates of Ebba, Deb Foam, Downtown July, hun_sagde, KOPS, Øyunn, Ponny, Slalum og Speedy. Dertil kommer en lang række DJ’s, musikere og kollektiver fra de miljøer, som Aarhus Volume arbejder med gennem året.

Ni dage med gratis kultur og fællesskab

Selvom musikken fylder meget, er BLITZ ikke kun en koncertplads. I løbet af de ni dage kan du også opleve streetdance, talks, workshops og forskellige kreative fællesskaber.

Det brede program betyder, at området kan ændre karakter i løbet af dagen. Om eftermiddagen kan du lægge vejen forbi til en aktivitet eller en koncert med et nyt navn, mens aftenerne og nætterne i højere grad bliver præget af DJ’s og fest på de to scener.

Alle arrangementer på BLITZ har gratis adgang. Efter kl. 18 er området for personer over 18 år, medmindre børn og unge følges med en voksen.

Praktisk information om BLITZ

BLITZ finder sted på Bispetorvet i Aarhus fra fredag den 28. august til lørdag den 5. september 2026.

Fra søndag til tirsdag er området åbent fra klokken 12.00 til 00.00.

Fra onsdag til lørdag holder BLITZ åbent fra klokken 12.00 til 02.00.

Der er gratis adgang til hele programmet.

Se det fulde program og de præcise spilletider på Aarhus Festuges programside.

Melanie C leverede girl power til Smukfest, men fortjente en mindre scene

Fredag kl. 18.45 trådte Melanie C ind på Bøgescenen med smil og den girl power, som gjorde hende verdensberømt som Sporty Spice tilbage i 90'erne.

Jeg har aldrig selv været den store Spice Girls fan, men gruppens musik har en energi, som er svær ikke at blive revet med af. Samtidig står Spice Girls som et ikon for en periode, hvor girl power blev råbt ud fra teenageværelser, diskoteker og radiostationer over hele verden.

Nu stod en del af den historie midt i bøgeskoven, og selvom der er gået omkring 30 år, var energien stadig tydelig fra det øjeblik, Melanie C gik ind på scenen.

God plads foran Bøgescenen

Kort før koncerten var der stadig overraskende god plads foran scenen. Bænkene var fyldt, men på pladsen stod publikum mere spredt, og du kunne uden problemer finde en plads tæt på.

Jeg nåede faktisk at blive lidt bekymret for, om Melanie C skulle spille for en halvtom plads. Men kort efter koncertstart kom flere til, også selvom der fortsat var luft omkring gæsterne. Det gav dog plads til at danse og mulighed for at komme tættere på scenen for de tidligere Spice Girls fans, der var mødt op.

Hun smilede, dansede og virkede oprigtigt glad for at være tilbage i Danmark. Der var ikke meget distance mellem den tidligere verdensstjerne og publikum i skoven. Fra scenen fortalte hun, at hun for nylig var blevet gift og havde holdt lidt fri. Da opkaldet om Smukfest kom, var hendes svar dog ikke til at tage fejl af:

"Stop. Get me on a plane."

Hun fortalte samtidig, at hendes tidligere besøg på Smukfest havde blæst hende bagover, og at hun denne gang havde sammensat et show med både gammelt og nyt.

En stemme, der overraskede positivt

Det var især stemmen, der overraskede mig. Du kunne ikke høre, at Melanie C har været en del af musikbranchen i over 30 år.

Vokalen var stærk og brød tydeligt igennem på Bøgescenen, også når hun dansede og gik fra den ene side af scenen til den anden. Hun stod ikke stille bag en mikrofon, men brugte hele scenen og sørgede for, at gæsterne ude i siderne også fik hende tæt på.

Det gav koncerten en energi, der nåede længere ud end til de forreste rækker. Du behøvede ikke stå lige i midten for at føle, at hun sang til den del af plænen, hvor du befandt dig.

Koncerten blandede hendes nye musik med gamle solohits, Spice Girls numre og en version af Crystal Waters’ “Gypsy Woman”. Publikum lyttede mere afventende til de nye sange, blandt andet “Attitude”, mens genkendelsen straks bredte sig over plænen, når et gammelt hit begyndte.

Inden den akustiske del forsikrede Melanie C publikum om, at hun ikke havde tænkt sig at finde de mest ukendte numre frem:

“Don’t worry, no deep cuts. We’re keeping it hits.”

Derefter fulgte blandt andet “Northern Star”. Og under “Never Be the Same Again” fik hun publikum til at synge med, efter hun havde fået øje på et skilt med ordene “Thank you for 30 years of Girl Power”.

Foran scenen stod mange af dem, der selv kan huske Spice Girls fra 90’erne, men nu blev sangene delt midt i bøgeskoven.

Da fællesskål forsvandt i bøgeskoven

Et af de øjeblikke, der for alvor samlede publikum, opstod mellem sangene.

Melanie C løftede sit glas og spurgte, hvad “cheers” hedder på dansk. Fra plænen råbte tusindvis af mennesker “skååål”, men svaret var ikke så nemt at tyde fra scenen.

“There’s nothing more difficult than thousands of people shouting the same word to you,” grinede hun.

Derefter løb hun først ud til den ene side af scenen for at spørge backstage og derefter videre til den anden. Imens blev publikum ved med at råbe skål, som kun blev sværere at forstå, jo flere der blandede sig.

Da det endelig faldt på plads, vendte hun tilbage til midten, løftede glasset og råbte “skååål” ud over plænen, som blev svaret igen med jubel fra publikum.

Melanie C nåede langt ud over scenekanten, men jeg stod alligevel med følelsen af, at koncerten havde fået den sidste power på en mindre og mere intim scene. Her ville vi have stået tættere på, og især de nye sange kunne have fået mere nærvær. Bøgescenen gav hende plads til at gå rundt og komme tæt på gæsterne i siderne, men indimellem blev rammen næsten for stor til den koncert, hun kom med.

EKKO forvandler bøgeskoven til en elektronisk fest

EKKO er Smukfests nye scene og en stor satsning inden for de elektroniske genrer. Allerede efter det første år tegner den til at blive en af festivalens populære scener i mange år frem. Spørgsmålet er bare, om området er stort nok til alle dem, der gerne vil opleve festen.

Flere gange under Smukfest 2026 lukker tilgangen til EKKO midlertidigt, fordi området er fyldt. Interessen er tydelig allerede ved festivalens åbning, hvor flere gæster siger, at de skal direkte ned og opleve den nye scene.

I dagslyset står hele konstruktionen næsten rå mellem træerne. Skærmene, spejlene og de mange ton stål er tydelige, og du kan gå rundt og se, hvordan scenen er bygget ind i skoven. Når mørket falder på, bliver området forvandlet af elektroniske rytmer, dansende gæster, røg og laserlys mellem bøgestammerne.

EKKO bliver hurtigt et af de steder, mange skal forbi på Smukfest 2026, uanset om elektronisk musik normalt står øverst på deres festivalprogram eller ej.

Scenen er bygget ind mellem træerne

EKKO ligger dybere inde i skoven på et område, der tidligere har været brugt til logistik og varetransport. Du går ned ad en bakke for at komme dertil, og placeringen får området til at føles som sin egen lille kløft.

Træerne står tæt omkring pladsen, mens afskærmningen ind mod området for de frivillige lukker festen yderligere om sig selv. EKKO føles derfor både som en naturlig del af Smukfest og som en selvstændig technofest, du pludselig træder ind i.

Især samspillet mellem konstruktionen og træerne er svært at slippe med øjnene. Et træ står helt tæt ved scenen, og længere oppe er konstruktionen skåret til, så stammen kan fortsætte gennem den.

Det er ikke naturen, der har måttet tilpasse sig scenen. Scenen er blevet tilpasset naturen.

Hele området er 3D-scannet helt ned til placeringen af træer og grene, inden konstruktionen bliver tegnet færdig. På den måde kan Smukfest placere stål, skærme og spejle mellem træerne uden at skubbe skoven ud af oplevelsen.

Elektronisk musik får sit eget hjem

Smukfest har haft store elektroniske fester på programmet siden 2008, men EKKO er festivalens første scene, der udelukkende er dedikeret til elektroniske genrer.

Programmet bevæger sig fra melodisk techno om eftermiddagen til house og hardstyle om aftenen, og scenen holder åbent gennem alle festivalens timer. Musikken kan derfor begynde mere roligt tidligere på dagen og blive hårdere, efterhånden som aftenen tager over.

“Vi har længe ønsket at give de elektroniske genrer deres eget hjem på Smukfest. Nu bliver det virkelighed,” fortæller musikchef Mikkel Xavier.

Fra dagslys til ravefest

EKKO viser sig fra sin stærkeste side, når dagslyset begynder at forsvinde.

Tidligere på dagen kan du tydeligt se scenekonstruktionen, spejlene og skoven omkring den. Senere bliver træerne oplyst, mens røg, laserlys og effekterne på de store skærme trækker området i en helt anden retning.

Du kan stadig se, at du står midt i en bøgeskov, men samtidig føles det, som om du er gået ind i en ravefest, der er lukket om sig selv.

Folk danser i små grupper mellem træerne, mens andre står længere tilbage og rokker med til musikken. Helt tæt omkring den runde scene er stemningen flere steder mere afslappet, mens gæsterne foran scenen i skoven for alvor danser.

Scenen er bygget, så publikum kan stå hele vejen rundt om DJ’en. Den 14 meter høje midterkonstruktion bærer 65 ton udstyr, hvilket svarer til omkring fem bybusser. Rundt om scenen løber en 46 meter lang buet skærm, og højere oppe mellem træerne hænger spejlkuber, som også fungerer som skærme.

Tallene fortæller noget om størrelsen, men det er lyset, musikken og menneskene, der gør konstruktionen levende.

Nul AI bag de mange effekter

EKKO er fyldt med skærme og digital teknik, men de organiske effekter, der bliver vist mellem de optrædende, er ikke skabt med kunstig intelligens eller animation.

Det visuelle indhold er produceret analogt i petriskåle og filmet helt tæt på med en makrolinse. Brun sæbe, eddike, sprit, bagepulver og andre ingredienser fra køkkenskabet bliver blandet og omdannet til de flydende mønstre på skærmene.

"Nul AI og animation, jeg synes, det er så fint," fortæller Smukfests indholdschef Trine Bang.

Det er en lille detalje i en meget stor sceneproduktion, men den fortæller noget vigtigt om EKKO. Midt i alt det elektroniske er naturen og det håndlavede ikke blevet glemt.

Festen, der trækker gæsterne ned i skoven

Det er ikke kun fans af elektronisk musik, der bliver draget af EKKO. Nogle kommer for musikken, mens andre kommer for at se konstruktionen, spejlene og lyset mellem træerne. Mange ender med at blive hængende og danse.

EKKO bliver derfor mere end endnu et spillested på programmet. Det bliver et område, du er nysgerrig efter at opleve, og som forandrer sig, hver gang du vender tilbage.

I dagslyset kan du gå rundt og opleve, hvordan scenen er bygget ind mellem træerne. Om aftenen overtager lyset, røgen og rytmerne, og den stille kløft bliver til sin egen elektroniske fest.

Bag Smukfest findes en festival, som kun de frivillige kender

På vores tur rundt på Smuk mødte vi omkring Bøgescenen, Peter og en gruppe frivillige i turkise trøjer, røde hatte og hjemmelavede outfits. Vi stopper for at tage et billede, falder i snak og bliver inviteret med ind i frivilligområdet og videre til Skraldebaren.

Invitationen kommer uden tøven. Vi skal bare gå med. Og det tilfældige møde åbner døren til en del af Smukfest, som de fleste gæster aldrig ser. Her har de frivillige deres egne traditioner, mødesteder og fester, og for nogle af de frivillige er dagene i skoven blevet en fast del af livet gennem flere årtier.

På pubcrawl mellem de frivilliges barer

Peter og gruppen har været på pubcrawl rundt til nogle af de andre barer på Smukfest for at hilse på de frivillige, der arbejder der. Nu går turen tilbage til Skraldebaren, som ligger i et område, almindelige festivalgæster ikke har adgang til.

Gruppen er svær at overse. Peter har kilt på, en stor gul fløjte om halsen og en farverig hat på hovedet. Flere fra holdet har klippet deres tøj i stykker, mens de røde bøllehatte blandt andet er blevet forvandlet til skobeskyttere.

Det er skæg og farver og langt fra den oprindelige udgave af tøjet. Men det er også tydeligt, at påklædningen betyder mere end bare udklædning. "Det giver sammenhold," fortæller Peter.

Når gruppen går rundt på Smukfest med fløjter og højt humør, bliver de altid genkendt af de andre frivillige hold. Pubcrawlen handler derfor ikke kun om at besøge barerne. Den er også en måde at holde forbindelsen mellem de mange frivillige i skoven i live.

De stopper, hilser og skaber lidt larm på vejen til stor morskab for både festivalgæster og de andre frivillige.

Dan og Peter 

Et hold med omkring 100 frivillige

Peter er en del af et hold på omkring 100 frivillige, der har ansvaret for barerne på Kærligheden. Han er i gang med sit 21. år på Smukfest, og mange fra gruppen vender tilbage år efter år.

"Vi har verdens bedste gruppe herude," siger han.

Det er let at afskrive sådan en sætning som noget, du siger om folk, du holder fest med. Men jo mere Peter fortæller, desto tydeligere bliver det, at fællesskabet ikke kun eksisterer i den uge, hvor Smukfest fylder bøgeskoven.

Gruppen mødes også uden for festivalen og holder reunionfester. Når der er medhjælperfest, samles de også inden, og nogle ankommer mere end en uge før festivalen for at gøre barerne klar.

De bygger, maler, monterer dispensere og indretter deres egen bagbar med lys og pynt. Arbejdet skal selvfølgelig få barerne til at fungere for gæsterne, men forberedelserne er også en del af de frivilliges egen festival.

Når de mødes igen i skoven, fortsætter de dér, hvor de slap året før. Nogle har kendt hinanden gennem årtier, mens nye frivillige træder ind i et fællesskab, der allerede har sin egen historie.

Det kan også være svært at være den nye i en gruppe, hvor relationerne går så langt tilbage. Peter fortæller, at holdet derfor opfordrer nye til selv at byde ind og være med. Døren er åben, men du skal også selv tage skridtet ind i fællesskabet.

Hele holdet på Kærligheden - fotograf: Morten Gregersen 

Syv smuklinger er kommet til gennem gruppen

Gennem årene er der opstået flere par på holdet. Folk er mødt ind som frivillige, har fundet hinanden og er siden blevet gift og har fået børn.

Ifølge Peter har gruppen indtil videre ført til syv smuklinger. Det er børn af forældre, der har mødt hinanden gennem fællesskabet på Smukfest.

De syv smuklinger bliver nævnt med et grin, og på holdet joker de med, at børnene en dag kan føre gruppen videre. Men bag den sjove betegnelse ligger også noget større.

Smukfest har sat spor i deres liv længe efter, at armbåndene er blevet klippet af. Venskaber er fortsat uden for skoven, par har fundet hinanden, og en ny generation er kommet til.

Dan har været frivillig i mere end 30 år

For gæsterne kan de frivillige let komme til at ligne et hold, der er samlet til årets festival. Du møder dem i barerne, ved indgangene og rundt omkring på pladsen, men sjældent hører du historierne bag trøjerne.

For nogle er det deres første Smukfest. Andre har stået i skoven år efter år gennem en stor del af deres voksne liv.

Under samtalen bliver Peter spurgt, om han er den, der har været frivillig længst på holdet.

Det er han ikke og peger hen på Dan, som står i nærheden.

Dan har set festivalen forandre sig i de over 30 år, hvor han har været frivillig, men han er selv blevet ved med at vende tilbage. Frivilliglivet er ikke længere bare nogle vagter, der skal overstås for at få adgang til festivalen. Det er også menneskerne, traditionerne og følelsen af at høre til et sted.

Han kender samtidig historien om det sted, vi er på vej ind for at besøge.

Skraldebaren voksede frem mellem træerne

Skraldebaren ligger trukket lidt tilbage i frivilligområdet. Den er ikke en del af Smukfests officielle barområde, og betalende gæster har ikke adgang.

Dan understreger, at han ikke selv var en del af Skraldebaren fra begyndelsen. Han fortæller derfor den historie, som gennem årene er blevet givet videre blandt de frivillige.

Ifølge Dan begyndte det med skraldeholdet. De frivillige, der samler affald, gør rent og tager sig af toiletterne, har nogle af festivalens mindst attraktive opgaver. Og for mange år siden samledes de i skoven, drak en øl og hyggede sig sammen, efter vagterne.

I begyndelsen var der ikke en rigtig bar. Folk tog selv øl med, og stedet fungerede som et uformelt samlingspunkt.

Siden voksede det. Der kom en bar og en lille scene, hvor lokale musikere spillede. Det, der begyndte som et sted for skraldeholdet, udviklede sig til et helt specielt område for de frivillige.

Scenen er stadig ikke en del af Smukfests officielle musikprogram. Den hører til den festival, som eksisterer inde bag afspærringerne.

Barstemning uden travlhed

Der er mange mennesker i Skraldebaren denne torsdag aften, men ingen virker til at have travlt.

Nogle står med en øl ved baren, mens andre sidder eller står i mindre grupper og taler. Der er musik og en rigtig barstemning, men samtidig føles stedet afslappet. Folk ser ud til bare at chille.

Det føles ikke som endnu et sted, du skal nå at opleve, inden næste koncert begynder. Det er et sted, de frivillige vender tilbage til, fordi de allerede hører til.

Her kan de lande mellem vagterne, møde mennesker fra andre hold og give slip på noget af den travlhed, der findes på resten af festivalen.

Dan beskriver Skraldebaren som en sikkerhedsventil.

Her kan han træde ind i et rum, hvor ingen forventer, at han skal være den samme person, som han er derhjemme. Du må gerne være fjollet, klæde dig anderledes og slippe kontrollen lidt, fordi fællesskabet omkring dig passer på dig.

"Sker der noget, går der to sekunder, så står der én og støtter dig," fortæller han.

Selv om baren er fyldt, er der ikke nogen, der maser sig frem. Folk går roligt rundt mellem hinanden, og stemningen er mere afslappet end hektisk.

Smukfest bliver ofte beskrevet som en pause fra hverdagen. Dan kalder Skraldebaren for en slags "anti-antidagligdag". Et frirum inde i frirummet, som de frivillige selv har været med til at skabe.

Mere end nogle vagter i skoven

Bag Smukfests scener, barer og madsteder findes et fællesskab, som de fleste gæster kun ser en lille del af.

Peter vender tilbage for 21. gang. Dan har været med i mere end 30 år. Et hold på omkring 100 frivillige mødes både på og uden for festivalen, og gennem gruppen er venskaber, parforhold og syv smuklinger kommet til.

De frivillige kommer for at arbejde, men de bygger også noget, der rækker langt ud over årets vagter. De skaber deres egne traditioner, mødesteder og historier, som fortsætter, når bøgeskoven igen bliver stille.

For gæsterne varer Smukfest nogle få dage i august. For en del af de frivillige er festivalen blevet et sted, de vender tilbage til for at møde mennesker, der efterhånden føles som en fast del af livet.