6 bøger, der overrasker og bliver hængende

Tekst og foto af: Signe Kjær Høiberg

Skyerne af Sigrid Adamsson

Wau, sikke en sorgfuld og samtidig nærværende, overnaturlig kærlighedserklæring til venskabet og det, som er imellem og som kun kan fornemmes. Den var som et langt poetisk åndedrag at læse. “At være eller ikke at være” - That is the question.

Jeg har en forkærlighed for bøger, som har en smuk forside, og som passer til indholdet. En sådan bog er Skyerne, og derfor står den også hjemme på hylden nu.

Skrivestilen er lidt ala Tine Høeghs og alligevel sin egen. Det er en kort boghaps, som er hurtigt slugt, men som blev længe hos mig, efter endt læsning.

Kun til navlen af Linea Maja Ernst

At finde en bog, der flyder og er “let” at læse, er en fryd.

Sikke en perle af et tidsbillede, af indre monologer og samtaler mellem elskende og venner. Jeg var vild med, at jeg skulle have tungen lige i munden med samfundet og virkeligheden, som den er lige nu. Jeg tænkte, at det er SÅ meget et tidsbillede lige nu, nu, -at det er en bog, der helt sikkert ikke ville kunne forstås i går og muligvis heller ikke i morgen. Jeg ved, at min mor, som er en hardcore læser, skulle slå mange begreber op, som de unge voksne, har let ved at forstå.

Et overflødighedshorn af iscenesættelse, liv og nydelse.

Den har et rigt sprog og er æstetisk.

Stor anbefaling herfra.

All Fours by Miranda July

Læst på engelsk

Sikke en fængslende og fascinerende bog - på engelsk ville jeg sige captivating.

Det er en af de sjældne bøger, jeg får lyst til at læse igen og bare snakke, snakke og snakke om.
Den er megafed.

Den er modig, provokerende og noget af en pageturner.

Det føles næsten forbudt at læse den, og jeg var så godt underholdt og havde ingen idé om, hvad filan hulan den ville udvikle sig til.
Så forfriskende skrivning, overhovedet ikke til at regne ud.

Faktisk ret meget på kanten af vanvittig, og det er nok den bedste bog, jeg har læst i år, i al fald dén, som har overrasket og forstyrret mest.

Og alle ved jo, at det der med at blive forstyrret, det er en god ting - sagt med et glimt i øjet.

Forvent overgangsalder, kvinde med stort K, eksperimenterende uden fordomme og en fortælling, som overrasker. Ja, som sagt bliver jeg snart nødt til at læse den igen, bare lige for at tjekke, om det virkelig kunne passe, at jeg læste det, jeg læste… Denne gang skal jeg tjekke den danske oversættelse ud.

Ræveår af Anne-Lise Marstrand Jørgensen

Her er en bog, som er så smuk, at det faktisk gør ondt. Jeg har ikke været på Læsø endnu, men det synes jeg alligevel, at jeg har her efter endt læsning.

Den er en vidunderlig læsehaps, som på trods af den tykke størrelse er læst alt for hurtigt, bare fordi den flyder i handling og er så velskrevet.

Historien foregår i hverdagskvindelivet på Læsø sidst i 1700-tallet og handler om de påvirkninger, der opstår mellem natur, moral, tro, kultur, kærlighed, sladder og mere mellem himmel og jord i små samfund, hvor vi er dybt afhængige af hinanden.

Jeg ser stadig Signe for mig, jeg ser hende se HAM i uniformen og han hende, jeg ser dansen, jeg ser ræven, der giver gaver og ryster på hovedet over mennesket, jeg føler den bidende, iskolde vinter, jeg kan lugte tang og hav, jeg mærker savnet, og jeg græder over afsked. Det er så fysisk en bog, og den MÅ filmatiseres på et tidspunkt, det er den allerede inde i mig.

Et dybt fysisk og billedrigt aftryk har den efterladt sig.

Sort Hjerte af Silvia Avallone

Jeg var forundret over Elena Ferrantes bog Min geniale veninde, og ikke siden den har jeg haft samme læseoplevelse, som jeg fik med Sort hjerte af Silvia Avallone.

Der er en stemning i bogen, som er i familie med Ferrantes bog (hvilket er en kæmpe kompliment af en sammenligning), og jeg vidste ikke, at jeg havde savnet den (italienske) måde at skrive på.

Vi får foræret billeder, stemninger og følelser til den store guldmedalje.

Det er en smuk bog om kærlighed i alle mulige, umulige, udtrykte former. Der er tragedier og grumme handlinger, og alligevel er det en skinnende diamant af en bog. En bog om et hjerte så sort, som måske igen får farve.

Min mor ler af Chantal Akerman

En intens, random skrevet bog om livet i fraværet af historien, som hendes mor havde overlevet. Den omhandler det at være datter af sin mor og hænge så uløseligt sammen med hende, at det er svært at vide, hvor man selv starter og slutter. Bogen nævner heller ikke det unævnelige, som hendes mor har overlevet, ganske som datteren vokser op i skyggen af det ikke-fortalte. Et meget effektfuldt fravær af indhold, som fylder som mørke – præcis lige så meget som det liv, Chantal voksede op i.

Jeg skal have set hendes film “Jeanne Dielman” fra 1975, som i 2022 blev hyldet som the best film of all time. I det hele taget er Chantal Akerman selv og hendes udtryk i film, bøger og interviews meget, meget spændende at dykke ned i.

6 bøger, der er værd at læse

Fra den rørende fortælling i Tranerne flyver mod syd til naturens betydning i The Salt Path. Signe deler seks meget forskellige læseoplevelser, der både berører, overrasker og giver stof til eftertanke.

Læs Signes 6 boganbefalinger

En Vred Kvinde på Teatret Svalegangen

Alene på scenen

Titlen på Ilham Herisis soloforestilling fangede mig med det samme jeg læste den. Der er noget ved ordet vred. Det lander et sted i kroppen, før man når at tænke over det. Hvem er den vrede kvinde egentlig? Og hvem har besluttet, at hun er vred?

På Teatret Svalegangens Ny Sal står Ilham Herisi alene. Det er hendes debut som både dramatiker og skuespiller og hun bruger pladsen til at tage dig med gennem en kvindes liv.

Jeg lægger først mærke til tøjet. Jakker, skjorter og sko hænger i bøjler i kroge, der er fastgjort i loftet. De svæver over scenen som en garderobe, hvor ingen er hjemme endnu. På gulvet, midt i det hele, ligger en yogamåtte. Jeg føler, at jeg befinder mig midt i en ung kvindes værelse.

Jeg havde forventet en overvældende start. I stedet overtager en beroligende melodi rummet og spørgesmålene tager over. Du stirrer? Hvorfor stirrer du? Er det fordi jeg er smuk, eller fordi jeg ser anderledes ud? Kan det overhovedet adskilles? Man trækkes allerede fra start med ind i en kvindes tankegang, inden man får lov til at lave antagelser.

Foto: Shuaib Hirsi

Hånden i håret

Du spørger mig, om du må røre i mit hår, siger hun. Og lader spørgsmålet hænge i luften. Hun kan knap nok huske, hvordan det sad i går, men alle andre ser ud til at have en mening om det. Det er jo bare hår. Hun lyder forundret.

Der stiger noget latter blandt publikum, men så starter Ilham at tale om fletninger, og der bliver mere stille. Hun har haft dem som barn, og dengang var de noget, man blev set skævt til for. Nu ser hun andre bære cornrows, som om de var en trend, og det rammer hende hårdt. Fletninger har en historie som modstand, og slavegjorte brugte dem i sin tid til at finde vej og til at huske, hvor de kom fra. Hun viser, hvad der sker i en krop, når noget, du blev drillet med, pludselig bliver noget, andre gerne vil have.

Hun nævner læberne. Hendes fyldige læber, som hun blev mobbet med i folkeskolen, og som nu bliver betalt for i klinikker.

Foto: Shuaib Hirsi

Hvor kommer du faktisk fra?

Jeg kender selv samtalen. Ikke fra den side, hvor spørgsmålet rammer, men fra den side, hvor det bliver stillet. Jeg har siddet i rum med andre hvide mennesker, hvor nogen spurgte en, hvor vedkommende egentlig kommer fra, og hvor ingen omkring bordet så noget galt i det. Når jeg fortæller dem, at spørgsmålet ikke er okay at stille og hvorfor, lyder det, at ”det er jo bare nysgerrighed” og ”det er jo pænt ment”. Alle muligheder for læring lukkes ned med det samme.

Den hvide kvinde spørger, hvor hun er fra. Hun svarer Jylland. Det er ikke det, kvinden vil høre, så spørgsmålet kommer igen med lidt omformulering. Hvor er dine rødder fra? Og så får Ilham at vide, at hun har så fine træk og en så smuk hud og læber. Tak… siger hun, med en høflighed, der er lidt stram. Hun taler om at hun ikke vil være dansk på flæskestegsmåden og vi griner, fordi stereotyperne passer.

Ilham har mere end et hjem. Kenya er der, hvor hende fødder har rørt jorden. Somalia er et sted, hendes egne fødder aldrig har været. Danmark er der, hvor hun er født, bor og former sit liv. Men døren, siger hun, er lukket. Hun prøver at åbne den. Hendes tone stiger, samtidig med at den beroligende musik spiller i baggrunden. I en næsten råbende stemme siger hun, at hun skubber og kæmper, men den giver ikke efter.

I timen skal klassen lære om Afrika og læren fortæller, at folk dér er så fattige, at de ikke har råd til bestik og derfor spiser med hænderne. Ilham ved, at det ikke passer. Hendes familie i Kenya har bestik, og der er bare nogle retter, man spiser med fingrene. Men hun er et barn og sandheden kommer ikke igennem til læren. Hun lader publikummet se sit hjemland, som hun selv ser det. Chai efter en leg i solen, musik i baggrunden, fuglene om morgenen. Så skifter stemningen på scenen og hun fortæller, at hun alligevel altid skal se det gennem andres øjne, der kun ser mangel og nød.

Foto: Shuaib Hirsi

Fra usynlig til eksotisk

Man forventer ikke, at komplimenter fylder så meget i en vred kvindes fortælling. Komplimenterne er ikke helt komplimenter. I folkeskolen var hun ikke en af dem, der blev set. Hun valgte sin fletning hver morgen, som om det kunne gøre en forskel, men det kunne det aldrig. Hun var statist på klassebilledet, men hun fandt også lidt ro i det, fordi hun bare kunne være.

Så i gymnasiet og i byen begynder blikkene at komme. Pludselig har hun flotte øjne, en flot krop og flot hår. Hår, som hun engang forsøgte at skjule, er det, folk finder tiltrækkende. Hvordan skal hun tro på det? Hun ved ikke, om det er hende, du ser, eller en idé om hende.

Hun skifter pludseligt til en scene i byen. Musikken brøler ud af højtalerne og lysshowet skifter til vilde farver og bevægelser. Hun danser og har det godt, da en mand nærmer sig hende og spørger, om han må gætte hvor hun er fra, fordi hun ser smuk og varm ud. Hun undrer sig over, om han faktisk er interesseret i at lære hende at kende, eller om det er fordi hun er eksotisk og de ville få smukke børn. Stemningen ændrer sig lidt og hun spørger, om hun er en vred kvinde nu, fordi hun ikke vil være det eksotiske valg.

Ilhams stemme holder forestillingen sammen. Hun hiver os ind med tempoet og tonen, med kropssprog og de pauser, hun tør lade stå.

Er hun faktisk en vred kvinde?

Titlen fangede mig. Jeg er selv blevet kaldt en vred kvinde, uden egentlig at være vred, men fordi den anden person nægtede at sidde med mit svar. Den vrede kvinde er ikke vred. Hun bruger en neutral, ofte blid og venlig tone hele vejen igennem, og bliver alligevel kaldt vred. Hun siger noget helt roligt og den anden skal pludselig forholde sig til sine egne ord. Så er det ikke ordene, der er problemet, men hendes tone. Hendes stemme bliver taget som en trussel og ikke en invitation til en samtale.

Så kommer den hvide undskyldning. Det var jo bare en joke. Jeg mente det ikke. Hun forklarer, hvordan de sætninger bliver vendt tilbage mod hende, så det til sidst er hende, der har misforstået. Så begynder hun at vælge sine kampe. Men det koster hende. Hun fryser i øjeblikket, kan ikke finde sin stemme, og det føles, som om hun drukner.

Så er der også rosen, som hun gennem forestillingen vender tilbage til igen og igen. En kvinde roser hende for hendes uddannelse og for, hvor flot hun taler og skriver og tilføjer desuden, at der ikke er så mange somaliere, der klarer sig så godt. Hun siger tak, som hun altid gør, men står tilbage som et barn, der er blevet klappet på hovedet.

Forestillingen vender og salen bliver stille. Den beroligende melodi fra højtalerne stopper og lysshowet går i stilstand. Hun stopper op og siger, at nu skal det stoppe. Hun er færdig med at smile ubehagelig, færdig med at undskylde for sin vrede. Hun har ret til at være vred og hun har ret til at kræve sin plads. Jeg er kommet til denne verden for at overraske dig, siger hun. Hun er træt af at skulle forklare ulighed for nye mennesker, der synes, det er spændende at høre om, hvordan det er at være en afrikansk kvinde. Hun vil hellere brokke sig om vejret end at undervise.

Ilham tager os fat med humor, vender den uventet 360 grader, giver os en lektion i dansk feminisme, kvinders indre vrede, i at finde tilstedeværelse samtidig med at blive reduceret til en kategori og vender flydende tilbage til danske stereotyper.

Foto: Robin Skjoldborg

Kære hvide kvinde

Hun slutter af med at tale direkte til os. Kære hvide kvinder, siger hun. Stemningen ændrer sig lidt. Hun taler om feminismen i Danmark. Om at ligestilling føles som en løgn, når den ikke også er til hende. Feminisme skal være intersektionel. Den feminisme, som mange danske kvinder kender, stopper ofte, hvor hendes problemer begynder, fordi hun kæmper mod flere ting på én gang. Vi kæmper på forskellige måder, siger hun, og det er svært at se forbi hinandens forestillinger.

Hun lader den hvide kvinde svare. Jeg synes jo, at feminisme er for alle, siger hun, og tilføjer efter, at det er et enormt pres at lægge på hende. Jeg vil jo gerne hjælpe, men jeg ved ikke hvordan. Ilham svarer, at hun skal starte med at se hende og give plads. Ikke fordi hun er et symbol, men fordi hun også er her.

Hun vender sig mod hele salen. Hun siger, at hun har brug for den hvide kvinde, og at den hvide kvinde har brug for hende. Vil du tage mig i hånden, spørger hun, og vælge én kamp? Vores fælles kamp.

Slutningen er varm, men den kommer lidt let efter alt det, hun har fortalt. Det er tydeligt at mærke at hun har ramt noget, som mange i rummet genkender. Jeg synes selv, hun har sat noget ind i den danske kunstverden, som kunsten længe har manglet.

Praktisk information

• Sted: Teatret Svalegangen
• Forestillingen gæstede Teatret Svalegangen fra den 21. til den 23. september 2026
• Dramatiker og skuespiller: Ilham Herisi
• Iscenesættelse (ved nyopsætning) Anna Maria Blicher Skanborg
• Lysdesign Julian Simpson
• Lyddesign Jakob Folke Ivarsson
• Dramaturgisk konsulent Diêm Camille

Middelhavsretter med havudsigt hos VinDanmark

Af: Signe Kjær Høiberg - Foto Signe Kjær Høiberg

Havudsigt til maden

VinDanmark på lystbådehavnen i Aarhus, Kystpromenaden 2, har en tendens til at holde på deres gæster i meget lang tid. Det er ikke kun, fordi mad og vin her er nemt at vælge og smager utroligt godt, men også fordi man får en helaftensoplevelse.
Mange har opdaget, at det er en god idé at bestille bord, inden de skal nyde en koncertoplevelse, for VinDanmark er også et spillested med livemusik. Ved siden af restauranten, i baglokalet, ligger en gammel tysk lagerbygning, som ligner en rå minihangar. Det er her, musikken sker, men inden vi når dertil, skal vi tilbage til restauranten.

VinDanmark ligger gemt lidt væk fra vejen. Men går man langs kajen, skal man ikke langt ned ad promenaden, når man har Aarhus midtby i ryggen og Aarhus Ø foran sig, før man kommer forbi et rødt murstenshus med bord-bænkesæt foran, markiser og kulørte lamper. Der er noget ved selve bygningen, som udstråler god mad og festlig stemning, og det er helt sikkert, fordi lige præcis den energi sidder i gulve og vægge.

Alle de gange, jeg har nydt en aften her, er jeg gået opløftet derfra. VinDanmark har et samarbejde med spillestedet TRAIN, og de koncerter, som kræver intim stemning og en mindre scene, har mulighed for at spille her. Derfor bliver der også mulighed for koncerter med navne, man lytter til og ser for første gang, samt muligheden for at opleve etablerede kunstnere på helt tæt hold.

Mormorvarme og fine cuisine

Når man træder indenfor, mødes man af en slags dagligstue med gedigne, ukurante genbrugsmøbler og med lige så meget varme, charme og imødekommenhed som hjemme hos mormor. Når det så er sagt, så ophører sammenligningen også dér, for deres menukort kan nemt konkurrere med andre etablerede, gode spisesteder, og de er særligt specialiserede i gode vine.

Kvalitet og æstetik som denne forventes ofte af et sted med hvide duge og tjenere i sort-hvidt. Det har VinDanmark ikke, men netop kontrasten mellem kvalitet på maden og vinene og det mere folkelige, hyggelige miljø er en skøn blanding.

Mange gæster bestiller deres menu hjemmefra. Har man ikke gjort det, får man hurtigt hjælp af de søde ansatte. Langt de fleste vælger de faste koncepter. Det gør det muligt for køkkenet at forberede og forfine retterne, da de ikke skal gabe over et kæmpe udvalg. De gør det godt, og det er en god idé at bestille i god tid, da man ellers risikerer at gå forgæves, selvom de ansatte gør alt for at lave plads til alle.

Her i efteråret 2026 tilbyder de:

• Torsdagstilbuddet: 5 retter inklusiv 2 glas vin til 299 kr. (medmindre det er en koncertaften).
• Kokkens delemenu: 5 retter, som kokken nøje har udvalgt.

Derudover kan man sammensætte sine egne deleretter og tapas fra menukortet. Hele sommeren er de kendt for et koncept med rejer og vin hver onsdag til en særlig fordelagtig pris.

Det er enormt rart at komme et sted, hvor de har gjort det let for os gæster. Maden er valgt, og der er tænkt nøje over tingene, så vi bare kan ankomme og være til stede i hinandens nærvær. Jeg har før stornydt rejer og vin-konceptet, men i aften havde vi på forhånd valgt kokkens delemenu.

Tjener Thomas

Denne aften er det tjeneren Thomas, som tager imod os, og der er god kemi med det samme. Han er professionel, men hjertelig, og sporer sig hurtigt ind på, hvem vi er. Det giver en oplevelse af en personlig betjening, uden at det bliver for privat. Jeg elsker en tjener, som skaber tryghed, løfter selskabet og samtidig har ben i næsen med holdninger og meninger til de valg, vi træffer.

Vi er for eksempel i forvejen ret glade for en Katrin Wind Riesling, som stedet selv importerer. Selvom vi kender den og havde tænkt, at det var den, vi skulle have i aften, får vi alligevel mulighed for også at smage noget andet. Thomas har nemlig en plan eller mere korrekt: et godt råd.

Han anbefaler os at prøve noget nyt, som han tænker passer bedre til de retter, vi skal have i aften. Det er en anerkendt spansk Albariño, en hvidvin ved navn Abadia De Tortoreos og han har ret. Han kalder den en "terrasseperser" (nærmest det modsatte af en tåreperser).

Vi starter med dén, noget vand, hapse salte mandler og chips. Vores mad ankommer, og kokkens sammensætning af deleretter byder på:

• Grillede padrons med sumakdyp
• Tomatsalat med frisk burrata
• Hjemmebagt focacciabrød med flagesalt og rosmarin
• Patatas – ovnbagte kartofler med aioli
• Rejer i chili- og hvidløgsolie
• Keftedes lamme- og oksespyd på middelhavssalat

Vores øjne bliver SÅ glade, for det er smukke retter. Vi bliver mere end mætte på den der gode, lette måde, og det smager vidunderligt.

Festivitas

Vi hygger os så meget og nyder vores mad, vin og aften, at vi næsten ikke er klar til koncerten, da tiden nærmer sig. Men det bliver vi. For denne aften står den på opvarmning med Kasper og efterfølgende koncert med Carlo Ahead.

Dem kender vi ikke i forvejen, men da vi går hjem i natten efter endt koncert, er vi helt glade og svedige. Vi har grint, danset, opdaget ny, vidunderlig musik og mødt skønne mennesker. Det er faktisk bare sådan en helt almindelig aften på VinDanmark, som gang på gang altid leverer.

OS Kaffe & Vin - et kulturhus forklædt som cafè i hjertet af Frederiksbjerg

Af: Signe Kjær Høiberg - Foto Signe Kjær Høiberg

Kvalitet

I en baggård på M.P. Bruuns Gade suges du ind af nysgerrighed, fordi æstetisk skrevne skilte, lyskæder, lanterner og krukker nærmest får din krop og dine ben til at gå derind af sig selv. Det er et godt valg, for her bliver man forkælet med ægte, varm hygge og sunde valg til lørdagsbrunchen. Der er levende lys på bordene og friske blomster i vaserne.

Der er særligt en sødlig, grøn smoothie, som tilfredsstiller mig både visuelt og smagsmæssigt. Min veninde udbryder: “Den kan umuligt være sund, når den er så sød,” men det er den! Den bestiller jeg, hver gang jeg er der, og hver gang jeg går derfra, vil jeg have den igen i morgen. Det er lidt et problem, når nu jeg oftest er i kolonihave i Brabrand eller på arbejde uden for midtbyen. Det er bare en af de slags abstinenser, OS, Kaffe & Vin skaber.

Det er et sted, hvor jeg ikke tør tjekke deres program på hjemmesiden i frygt for at gå glip af noget. Udover deres solide og stabile menukort er der nemlig ofte alle mulige arrangementer. Der er banko med forskellige temaer (musik, burger, vin), løbeklub, krea-dage, Walk and Dog, bog receptioner, udstillinger, events, der passer til årstiden, mødregrupper, warm-up til Fed Fredag og meget mere. Huset rummer også filmselskabet Human, og det skal vi bestemt komme ind på i en anden artikel.

Levende

Baggården emmer af historisk vingesus og har ikke ændret sig meget, siden sækkene blev løftet op i hejseværket. Der er tydelige spor af den levende arbejdsplads, og minderne sidder stadig i facaden. Vi mærker stemningen i baggården, lidt med samme følelse, som når vi besøger Den Gamle By i Aarhus.

Stedet er stadig lige så levende som dengang og summer af liv. Hele 25.000 gæster går igennem porten ind til fællesskabet hvert år. Selvom OS er fra 2024, er det et sted, som rigtig mange allerede har gjort til deres faste stamsted. Denne lørdag formiddag, hvor min veninde og jeg har bestilt bord, ser vi rigtig mange komme og lede efter et sted at slå sig ned. Selvom der faktisk er plads til ret mange både inde og ude, må mange gå forgæves. Ønsket for OS alle er, at stedet måtte få lov at udvide siddepladserne til både deres baghave og til hele gårdspladsen.

Det svære valg af alt det gode

Vores brunchbræt ankommer og ligner noget fra det bedste livsstils- og boligmagasin, der findes. Det er symptomatisk for alt, hvad huset har med at gøre: Alt er der tænkt over, og alt er lavet med sjæl og hjerte. Det er her, drømme bliver til virkelighed, og der lægges en kæmpe portion umage i alt fra mad til filmproduktion. Det kan smages, og det kan ses.

Stedet er renoveret med kærlighed; hver en sten er udvalgt og pudset. Da kommunen kom med krav om et handicaptoilet, smøgede personalet ærmerne op og skabte en drøm af et ekstrarum. Det er så fint og hyggeligt, at det giver en luksusudfordring med kø, fordi folk gerne vil blive derude lidt for længe.

Dem er der mange af på OS, altså luksusproblemerne. Bare valget af morgenmad er svært. De gode råvarer mætter hurtigt, og man kommer nemt til at bestille for meget, fordi man gerne vil smage alt det gode. Der er som nævnt brunchbrættet, hjemmebag, rødbedeshots, morgenbræt, croissanter, forskellige lækre toasts, surdejsboller med ost og smør, smørrebrød, grønne, gule og lilla smoothies, shakes, pandekager og diverse fristende kager. Senere på dagen er der pizzaer, som på sydlandsk vis bæres nybagte ind gennem gården fra naboen Vai Vai.

Fællesskab

Medejer Uffe Truust fortæller om en manifestation af en drøm, der blev til virkelighed. Han fortæller, hvordan han en dag sad på en café i Aarhus efter mange år på farten. Med år i bagagen fra byer som Berlin, Los Angeles, New York, London og lande som Grækenland og Grønland faldt han i staver over, hvordan han her kunne sidde, have en base og opleve livet og verden komme til ham. Han så livet blive levet på caféen – alt foregik lige der.

Den lange rejse i ensomhed blev til et behov for at komme hjem til Aarhus. Den drøm om et fællesskab og en samling af OS blev senere til virkelighed. Heldigt for OS, som nu har muligheden for at nyde den base og det liv i den autentiske baggård med så ufatteligt meget hjerterum og imødekommenhed. Her er der altid nogen at falde i snak med, og her kan man møde hinanden.

På væggene hænger der i øjeblikket malerier af kunstneren Camilla Holm. Endnu et af de kendetegn, som får OS, Kaffe & Vin til at træde tydeligere frem end andre steder, er deres tradition med at invitere en kunstner til at overmale den seneste vægudsmykning – noget af en "Kill Your Darlings"-handling. Lige nu er det hendes streg, som præger den udendørs gavl, og inde i varmen er det hendes malerier, der pryder caféens vægge.

Feriestemning

Aarhusiansk kvalitet af råvarer og hjemmebag møder en varm, æstetisk feriestemning, som ellers er noget, vi rejser til Frankrig, Italien, Grækenland eller Spanien for at opleve. Men den findes lige her. Et besøg kan hurtigt udvikle sig til en heldagsoplevelse – særligt hvis man også kommer til at bestille vin eller bobler. Tiden flyver bare afsted her, men sådan er det jo med gode steder.

Son of Reggae – Azizzi Romeo

Af: Signe Kjær Høiberg - Foto Signe Kjær Høiberg

Det er fuldstændig vildt at opdage, at den yngste søn af den legendariske jamaicanske reggae- og rootssanger Max Romeo er i Danmark. At han er i Aarhus, og at han netop på denne dag, hvor koncerten er annonceret, har sit første album release!

Men det er ganske vist. Azizzi Romeo spiller på spillestedet Turkis i Aarhus d. 2/10 kl. 21:30.

The Danish connection

Hvad der er endnu mere vildt at opdage, er, at udgivelsen er blevet til i samarbejde med bandet Guiding Star Orchestra, som er et 10-mands stort band med base i København. Det er et band, der er kendt for deres passion og perfektionistiske tilgang til den ægte lyd. Gruppen er anerkendt både herhjemme og internationalt, og deres varemærke er deres analoge lyd, som indspilles på spolebånd… og her må jeg give lidt fortabt i forståelsen af nørderiet i verdenen af musikproduktion. Det, jeg helt sikkert forstår, er den ærefrygt og respekt, der er om bandet, og hvordan deres kærlighed til den rette lyd er den røde tråd i alt, hvad de udgiver og skaber.

Turkis

I Aarhus har vi et spillested, som er en slags Aladdins hule, med navnet Turkis. Lige præcis her kan man høre musik fra hele verden og opleve kunstnere, som vi ellers kun ville kunne opleve, hvis vi var globetrottere. Ofte annonceres der navne, som de fleste af os ikke har musikforståelse og kendskab til endnu – før vi præsenteres for dem. Og ofte er det navne, som får folk fra deres hjemlande til at gispe over, hvor stort et navn der er på besøg.

Et sådant navn er Azizzi Romeo.

Ronaldo Zidane Azizzi Smith fortæller, at Azizzi Romeo er hans fulde navn, og det, han fik, da han blev født på Jamaica. Senere har han taget sin berømte fars efternavn til sig. Det er både af respekt og forståelse for den arv, han er født til at løfte, og som han er dybt beæret over at føre videre, efter at faderen har givet den musikalske arv videre efter hans død. At synge kommer så naturligt for ham som at trække vejret. Under interviewet bryder han flere gange naturligt ud i sang og fortæller, at hans far havde en karaokebar, hvor han optrådte allerede som helt lille barn.

Naturtalent

Han var også med på turné, fra han var en ganske ung dreng, og det er tydeligt, at far-søn-forbindelsen mellem Max Romeo og Azizzi er stærk. Faderens stemme og talent for at skrive sange har Azizzi taget til sig. Han har den store læremesters visdom i blodet og har igennem livet modtaget gode råd. Så udover sit naturlige talent har han et kæmpe forspring i musikkens dos and don'ts.

Det er svært at fatte, at han med sin unge alder allerede er kendt internationalt. Selvom det er hans første albumudgivelse, er han et navn og har en usædvanlig ren stemme, der er blevet lagt mærke til længe. Derfor er denne aften i Aarhus også helt ud over det sædvanlige. At møde ham og høre ham berette om sit liv og sine værdier er som at sidde med en ung Bob Marley, lige før han sprængte rammerne for, hvad musik kunne have af kæmpe betydning – musikalsk, spirituelt, politisk og historisk udødeligt.

Det bliver spændende at se, hvordan verden tager imod albummet ”Signs Of The Time”, som er udgivet på pladeselskabet Recall Reality Records. Pladeselskabet har også base i København og er et uafhængigt selskab skabt af den amerikanske producer Steven Borth og gruppen Roots Revival.

Koncerten

Der er tunge rytmer, og overfladen i øllet kruser kraftigt, som var der jordskælv, hver gang bassen slår et beat, mens Root Revival Soundsystem varmer op, før Azizzi Romeo går på scenen kl. 21:30. Det er som at træde ind i en helt anden verden af atmosfære og lyd. Der er en varm og god stemning.

Enhver jamaicaner ville spærre øjnene op og nikke anerkendende, når de fik øje på de højttalere, der er slæbt ind i rummet og spændt fast i tre lag oven på hinanden. Jeg går af erfaring direkte i baren og får udleveret ørepropper. Men jeg skal indrømme, at det er røvfedt at mærke bassen i brystet, og jeg elsker den passion, jamaicanere har for deres musik – høj musik! Det er fede numre, Root Revival præsenterer, og jeg har min Shazam-app oppe flere gange for lige at snuppe musikken med hjem til senere genlytning.

Da Azizzi Romeo går i gang, kan jeg først slet ikke forstå, hvor han er. Publikum står med ryggen til scenen, men jamaicanske Henzel forklarer mig, at når det er et roots-system, så står man åbenbart på gulvet ved pulten, hvor musikken samples. Det foregår midt i lokalet, hvor Morten McCoy og Steve Borth flankerer Romeo som forsanger. Azizzi Romeo har en vidunderlig stemme, ret lys og ren og med den karakteristiske lidt hæse raspen på stemmen som jeg ofte hører på jamaica, hans tekster er enkle, direkte og skide godt skrevet. Igen får jeg Bob Marley associationer.

Både Morten og Steve lægger stemmer til, men mest af alt spiller Steve en svedig, blæret saxofon med den skønneste, sprøde lyd, mens Morten tryller ved mixeren, hvor den analoge lyd styres.

Det kan snildt være, at jeg ikke 100 procent forstår, hvordan det foregår, men den lyd, de sammen skaber, er som en groove-dans af skarpe kompositioner med et levende flow, der flyder ud af sammenspillet. Der er både numre nøjagtigt som på udgivelsen, og der er freestyle, som opstår i denne aftens liveperformance. Det er en genreblanding af genkendelig roots-reggae og melodiøs, soulfyldt jazz. Selv de velkendte pull-ups foregår på en mere smooth måde, som er til at rumme for europæiske ører.

Det er virkelig en usædvanlig lækker og nylydsskabende koncert – og stakkels det reggae-elskende publikum, som har overset, at Azizzi og de to fra Guiding Star Orchestra gav koncert i vores by i aften. Som trøst kan vi tilføje, at der er et par koncerter booket i København, som man kan nå at opleve, inden Azizzi flyver tilbage til Jamaica, som han ikke kunne drømme om at flytte fra.

Ellers er der kun at sige, at albummet blev jeg nødt til at købe. For de numre skal jeg bestemt høre igen og igen og igen.

Iris Gold om at træde ind i rollen som Tina Turner

Af: Signe Kjær Høiberg - Foto Miklos Szabo - Lion Musicals

20 sange, 24 kostumeskift og næsten konstant på scenen

Iris Gold står næsten ikke stille i TINA - The Tina Turner Musical. Hun synger 20 numre, skifter kostume 24 gange og er på scenen det meste af forestillingen, men for hende handler rollen om langt mere end den fysiske præstation.

Da Signe Kjær Høiberg møder hende backstage i Musikhuset, fortæller Iris om æren ved at spille Tina Turner, om hvor meget rollen kræver af både krop og stemme, og om at gå ind i en livshistorie, der rummer både vold, styrke og overlevelse. For bag det, vi ser på scenen, ligger der rigtig meget arbejde.

Når Tina Turner skal slippes igen efter forestillingen

Noget af det, Iris Gold vender tilbage til i interviewet, er, hvor meget rollen også kræver, når forestillingen er slut. Hun fortæller, at hun har små ritualer, som hjælper hende med at slippe de tunge scener igen, blandt andet ved at læse noget, der gør hende glad eller løfter hende.
For når man aften efter aften går ind i en virkelig historie med både psykisk og fysisk vold, skal man også kunne finde tilbage til sig selv bagefter.

Tina Turners buddhisme fylder også i forestillingen, og Iris fortæller om den som en vigtig del af den styrke og klarhed, der hjalp Tina med at komme videre og til sidst bryde ud af det liv, hun sad fast i.

Rollen har samtidig sat noget i gang hos Iris selv. Mod slutningen af interviewet fortæller hun, at arbejdet med TINA har lært hende, at meget kan lade sig gøre, hvis man er åben over for det og ikke er så bange for at kaste sig ud i noget, man ikke allerede mestrer.

Og måske er det meget passende i en forestilling om en kvinde, der måtte begynde forfra flere gange i sit liv. Man behøver ikke kunne det hele på forhånd. Man skal også turde være åben for ikke at være perfekt.

TINA – The Tina Turner Musical: Simply the Best

Jeg havde ingen tvivl om, at TINA - The Tina Turner Musical ville vække minder. Det er næsten umuligt andet, når man er vokset op med Tina Turner og har haft hendes musik som en del af så stor en del af livet.

Det, jeg ikke havde regnet med, var, hvor meget kvinden bag alle de sange ville komme til at fylde.

Da jeg sad i Musikhuset og fulgte rejsen fra den lille Anna Mae Bullock til Tina Turner på nogle af verdens største scener, var det ikke kun musikken, der rørte mig. Det var alt det, hun havde med sig på rejsen, og hvor mange gange hun måtte finde kræfter til at rejse sig igen.

Musicalen slutter med Simply the Best, og dér kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. På det tidspunkt havde forestillingen brugt næsten tre timer på at fortælle mig, hvorfor netop den sang den aften kom til at føles helt anderledes.

Før Tina Turner var der Anna Mae

Forestillingen begynder i kirken, hvor den lille Anna Mae synger med på en måde, der allerede fortæller os, at den stemme ikke bare lige lader sig holde nede. Hendes mor synes nærmest, hun er pinlig, fordi hun synger så højt, og forsøger at få hende til at sætte sig, mens Anna Mae egentlig bare gerne vil synge.

Rollen som Tina som barn deles mellem tre børn, og det er otteårige Betty Marie Karentius Mbaye, der spiller den yngste Anna Mae. Og wow, hvor kan hun synge, med en styrke i stemmen, der går lige ind.

Kort efter er vi hjemme hos familien, hvor faren bliver voldelig over for moren. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor tidligt i forestillingen vi ser, at vold ikke først bliver en del af Anna Maes liv, da Ike senere kommer ind i det. Da moren tager storesøsteren med sig og rejser, bliver Anna Mae tilbage hos sin far, og den lille pige fra kirken bliver siddende et sted i baghovedet gennem hele forestillingen.

For selv mange år senere, når Iris Gold står på scenen som den Tina Turner, vi alle kender, er barnet der stadig. Vi begynder ikke med verdensstjernen og får bagefter fortalt, at hun engang havde en svær barndom. Vi begynder med Anna Mae, og det gør hele historien anderledes.

Man bliver bare ført videre

Vi skal igennem mange år i løbet af forestillingen, men man mærker næsten ikke skiftene. Castet er selv med til at skabe overgangene, så scenografien hele tiden glider videre sammen med historien.

Den store videoscenografi sender os hele tiden videre i tid og sted, mens koncertscenerne nogle gange bliver mere psykedeliske, og jeg sad flere gange og forsøgte at holde øje med det hele på én gang.

Livebandet er gemt i scenografien en del af tiden for pludselig at glide frem på sin egen scene eller dukke op i de store søjler på hver side. Det ser virkelig godt ud og er med til at gøre hele oplevelsen endnu mere visuel.

Volden var det, jeg frygtede mest

Inden forestillingen havde jeg tænkt over, hvordan de ville håndtere forholdet mellem Ike og Tina, for det er umuligt at fortælle hendes historie uden også at fortælle om den vold, hun blev udsat for. Men jeg havde heller ikke lyst til at sidde og se den blive vist meget direkte lige foran mig.

Det synes jeg, forestillingen løser rigtig fint.

Overgrebene bliver vist, og der er ingen tvivl om, hvad Tina bliver udsat for, men i flere af de mest voldsomme øjeblikke sættes bevægelserne ned, mens lyset får et rødligt skær. Vi mærker alvoren, men der kommer samtidig en lille afstand til det realistiske.

Tina bliver aldrig reduceret til et offer. Selv når hun bliver slået og ydmyget, får hun lov til at beholde sin værdighed, og jeg sad ikke tilbage med billederne af de mange slag som det vigtigste. Jeg følte med hende og sad med den voksende følelse af: Hvordan finder man kræfterne til at komme væk fra alt det?

En nøgle og begyndelsen på noget nyt

Efter 16 år med Ike får Tina nok og stikker af. Hun har ingen penge og ender på et hotel, hvor hun fortæller, at hun ikke kan betale for et værelse, men at hvis de vil hjælpe hende den nat, så vil hun betale dem tilbage, når hun kan.

Jeg kendte godt historien, men lige dér mærkede jeg den på en helt anden måde, for dér står hun efter alle de år og har ingenting. Hun ved ikke, hvordan livet skal hænge sammen, hun skal bare væk og har brug for et sted at sove.

Så kommer den unge Anna Mae stille ind bag hende og lægger nøglen til hotelværelset i hendes hånd.

Det billede satte sig fast hos mig, fordi det næsten føltes, som om den lille Anna Mae rakte den voksne Tina nøglen til det første sted, hvor hun kunne være i sikkerhed og begynde forfra. Lige dér måtte jeg lade et par tårer trille ned ad kinderne.

Et lille “men”, der fyldte rigtig meget

En anden scene ramte mig på en helt anden måde.

Senere er Tinas mor syg og ligger i sengen, da Tina kommer for at besøge hende. På et tidspunkt siger moren, at hun ikke altid har været en god mor, og at det er hun ked af.

Og så kommer det lille ord: Men.

Når der kommer et “men” bagefter, sker der noget med alt det, man lige har sagt. Der bliver sagt undskyld, men så kommer forklaringen, og pludselig bliver noget af ansvaret skubbet et andet sted hen.

Det var sådan, jeg oplevede morens ord. Efter undskyldningen kommer forklaringerne om Anna Mae som barn, om faren og om de omstændigheder, moren selv stod i, og for mig føltes det, som om noget af skylden dermed også blev lagt over på Anna Mae. Som om hun stadig ikke helt kunne sige: Jeg svigtede dig. Punktum.

Den scene gjorde ondt på mig, fordi Tina står der som voksen efter alt det, hun har opnået og overlevet, men over for sin mor bliver hun samtidig stadig til det barn, der har brug for at forstå, hvorfor hun blev forladt, og hvorfor hun aldrig rigtig følte sig elsket.

Så er der alle sangene

Midt i alt det mørke er der selvfølgelig også musikken, og hvis man er vokset op med Tina Turner, er det svært bare at sidde stille på sin stol.

Jeg kan huske kassettebåndoptageren stå klar ved radioen, mens jeg ventede på en bestemt sang og forsøgte at ramme optageknappen på det helt rigtige tidspunkt. Jeg kan huske hendes musik hjemmefra, og især Proud Mary fra diskoteket, hvor den blev spillet igen og igen fredag og lørdag aften.

Så selvfølgelig sker der noget, når de samme sange fylder Musikhuset. Musikken ligger allerede et sted inde i kroppen, og flere gange havde jeg bare lyst til at rejse mig, synge med og danse.

Samtidig får sangene en anden betydning, fordi de pludselig bliver sat tilbage ind i hendes historie. De er ikke længere kun numre, jeg forbinder med mit eget liv. Nu står kvinden bag dem lige foran mig, og jeg har lige set noget af det, hun skulle igennem, før de blev en del af mit liv.

Iris Gold står næsten ikke stille

Midt i det hele står Iris Gold med en hovedrolle, der er noget af en kraftpræstation. Hun synger selv 20 sange i løbet af forestillingen, hvilket er usædvanligt mange sange for en hovedrolle i en musical, og samtidig skal hun igennem 24 kostumeskift.

Hun skal ikke bare synge Tina Turners sange og ramme det look, vi kender, men få os til at tro på hele bevægelsen fra Anna Mae til Tina Turner. Vi følger hende ind i Ike Turners verden, ser hende blive fanget og senere bryde ud, hvorefter endnu en kamp begynder, fordi musikbranchen heller ikke står klar med åbne arme.

Vi ved godt, hvordan det ender, men det gjorde ikke rejsen mindre stærk for mig. Tværtimod sad jeg med en dyb respekt for, hvor mange gange hun måtte rejse sig igen.

Og så kom Simply the Best

Der var flere gange i løbet af forestillingen, hvor jeg blev rørt, men da vi nåede frem til Simply the Best, var der ikke mere at gøre.

Nu sad jeg ikke længere og hørte et af de største Tina Turner hits, som jeg har kendt det meste af mit liv. Den lille pige fra kirken var der også sammen med moren, faren, Ike, volden, hotellet, nøglen og alle de gange, hun havde været nødt til at begynde igen.

Alt det sad jeg med, mens en sang, jeg ellers har hørt utallige gange, pludselig fik en helt anden betydning, og så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.

Det var ikke, fordi jeg var ked af det, men fordi der var noget næsten forløsende i at se hende stå på den anden side af alt det, der kunne have knækket hende.

Jeg tror aldrig, jeg har klappet så hårdt eller så længe efter en forestilling.

Jeg gik ind i Musikhuset for at opleve TINA – The Tina Turner Musical og høre musik, som har været en del af mit liv i årtier, men jeg gik derfra med noget andet end bare sangene.

Jeg gik derfra med Anna Mae, og efter den aften tror jeg ikke helt, at nogen af Tina Turners sange kommer til at lyde på samme måde igen.

Da musicalen om hendes liv havde premiere i London i 2018, satte Tina Turner selv ord på, hvad hun håbede, publikum ville tage med sig fra historien. Efter at have siddet i Musikhuset og fulgt hendes liv fra Anna Mae til Tina Turner giver hendes ord næsten endnu mere mening:

“Det har været utroligt vigtigt for mig at få mulighed for at dele min historie med publikum, hele min historie. Musicalen handler ikke om at være stjerne, men om, hvordan jeg blev det, om min rejse derhen... Jeg håber at publikum fanger mit budskab om, at selv den bitreste gift kan forvandles til medicin.”

Tina Turner

Infernal gør klar til HøjtidsHærg på TRAIN

Der findes koncerter, hvor du står stille og lytter til musikken, måske rocker lidt med hovedet og går hjem igen med nogenlunde samme frisure, som da du kom. Og så findes der Infernal.

Når Lina Rafn og Paw Lagermann den 28. december indtager TRAIN med HøjtidsHærg, er ambitionen ikke bare at spille en række hits fra en karriere, der snart har rundet de 30 år. Publikum skal ind til en fest, hvor sangene, musikerne og energien i rummet bliver en del af den samme oplevelse, og hvor det helst skal være svært at stå stille.

Da jeg taler med Lina og Paw om koncerten, går der da heller ikke mange minutter, før det bliver tydeligt, at HøjtidsHærg ikke er tænkt som en helt almindelig julekoncert.

Faktisk er det nærmest det modsatte.

“Det her har ikke noget med jul at gøre,” fortæller Lina og beskriver i stedet HøjtidsHærg som et frikvarter midt i en måned, hvor mange af os har temmelig travlt med juleforberedelserne.

“Du må godt lægge al ansvaret og stressen ude i garderoben og så bare have det sindssygt.”

Og det er præcist den kontrakt, du indgår, når du køber billet til Infernal.

For selv om december stadig hænger fast i kalenderen udenfor, kommer der hverken bjælder, julekostumer eller stille akustiske fortolkninger af gamle hits, når dørene lukker på TRAIN.

Der kommer Infernal.

Et frikvarter fra december

Når Lina og Paw fortæller om HøjtidsHærg, er det svært ikke allerede at begynde at se koncerten for sig. Et tæt pakket TRAIN, bas, der kan mærkes i kroppen, og en scene, hvor elektroniske tracks bliver blandet med guitar, trommer, sækkepibe og mundharpe i noget, der bevæger sig mellem koncert, rave og klubfest.

Midt i det hele står Lina og Paw, og de har ikke tænkt sig at vente på, at publikum skaber stemningen for dem.

“Vi kommer ind med vores 100 procent, og det gør vores musikere også,” siger Lina.

Paw griber den med det samme og peger på, at når de selv sveder, knokler og giver den fuld gas på scenen, bliver det også lettere for publikum at slippe hæmningerne.

“Så må du spænde hjelmen og komme med,” tilføjer han.

Det er også nogenlunde sådan, selve interviewet udvikler sig. Når Lina starter en tanke, griber Paw den, bygger videre eller protesterer, og når Paw er halvvejs gennem en forklaring, er Lina ofte allerede på vej ind fra siden med sin egen version.

På et tidspunkt taler de om de traditioner, som gennem årene er vokset frem omkring Infernal koncerterne. De faste gæster ved godt, hvad der venter, mens dem, der oplever Infernal live for første gang, lige skal opdage, hvilket rum de er havnet i.

“De bliver sådan: Okay, det er lidt sjovere, end jeg havde regnet med. Okay, jeg må godt være dum, og så er vi alle sammen dumme sammen i to timer,” fortæller Lina.

Det er sagt med grin, men rammer samtidig ret præcist, hvad de vil med HøjtidsHærg. Det handler ikke kun om at stå og se Infernal på en scene, men om at være en del af det, der sker i rummet.

De gamle hits bliver ikke bare hentet frem

Efter snart 30 år kunne Infernal sagtens bygge en koncert op omkring de største numre fra bagkataloget og lade nostalgien gøre en stor del af arbejdet.

Men sådan har Lina og Paw ikke lyst til at spille. “Vi stiller os jo aldrig bare op og spiller numrene, som de er og altid har været,” siger Lina.

Til årets HøjtidsHærg arbejder de blandt andet med et nummer, som ikke har været spillet live i 26 år, men når gamle sange bliver hentet frem, bliver de ikke bare støvet af og sat direkte ind på setlisten.

“Det kommer igennem høvlemaskinen,” siger Lina.

Paw forklarer, at de begge stadig følger med i ny elektronisk musik, og derfor skal de gamle numre også fungere i den lyd, de selv synes er interessant i dag. Nogle gange betyder det, at et gammelt nummer pludselig passer ind, fordi den type lyd er blevet moderne igen.

“Hvis jeg bare skulle spille det gamle, så skal der stadig ske noget nyt med det, for at det kan retfærdiggøre, at vi spiller det igen,” siger Paw.

“For det gør os glade,” kommer det straks fra Lina.

Samtidig ved de godt, at publikum også kommer for at høre de store Infernal hits.

Lina har selv prøvet at stå til en koncert og vente på de sange, hun kendte, for så at opleve, at de enten var blevet ændret næsten til ukendelighed eller slet ikke kom.

Den oplevelse har hun ikke tænkt sig at give videre. “Vi ved godt, hvorfor de er kommet til en Infernal koncert, og det snyder vi dem ikke for.”

De store numre kommer altså med. De får bare nyt liv undervejs.

Mere fest end hitparade

Jo længere Lina og Paw taler om deres koncerter, desto tydeligere bliver det, at de heller ikke ønsker, at aftenen skal føles som en række singler, der bliver krydset af én efter én.

Hitsene er en del af festen, men det er festen, der er i centrum. "Du kommer ind og hører nogle klassikere, men hovedformålet er at komme ind og opleve en fest," siger Paw.

Infernal er gennem årene blevet en særlig blanding af elektronisk musik og liveband, hvor trommeslager, guitarist og forskellige instrumenter dukker op omkring det elektroniske fundament.

“Det er en underlig fusion af en elektronisk DJ oplevelse og så et liveband,” beskriver Lina.

Samtidig arbejder de med noget af den samme opbygning, man kender fra rave og techno, hvor musikken bygger op, holder spændingen og til sidst slipper den løs.

Det er den fælles reaktion, Lina fremhæver som noget af det stærkeste ved koncerterne, når mere end tusind mennesker står i det samme rum og reagerer på musikken samtidig.

Måske er det også en del af forklaringen på, at publikum i dag spænder så bredt. Der står stadig mennesker foran scenen, som fulgte Infernal i 90’erne og 00’erne, men Lina og Paw oplever samtidig flere unge, som enten er vokset op med musikken gennem deres forældre eller har fundet den senere.

Da Paw begynder at forklare, hvorfor han tror, de unge kommer til koncerterne, når Lina knap nok at lade ham tale færdig.

“Det er jeg slet ikke enig i.”

Og så tager samtalen endnu en drejning, mens de begge forsøger at forklare, hvad det egentlig er, der trækker de unge ind.

De er ikke helt enige om forklaringen, men de lander samme sted: Hvis Infernal bare stillede sig op og rutineret afleverede de gamle sange, ville et nyt publikum næppe blive ved med at komme.

TRAIN skal helst begynde at koge

Lina og Paw har endnu ikke spillet på det nye TRAIN, men det gamle spillested kender de rigtig godt, og da jeg spørger til forskellen på store udendørs festivaler og et indendørs sted som TRAIN, kommer samtalen hurtigt til at handle om energi.

På en open air scene kan noget af den forsvinde ud i luften, forklarer Lina, mens et indendørs spillested holder publikum og scene tættere sammen.

Her griber Paw billedet og sammenligner det med en gryde, der står og bobler.

Med låg på bliver varmen derinde, og det er netop den fornemmelse, de gerne vil skabe på TRAIN.

En stor koncert presset ind i et rum, hvor publikum står tæt nok til at mærke hinanden, og hvor energien ikke bare kan forsvinde ud i natten.

For Lina er den kombination næsten ideel, fordi man kan få noget af storheden fra de store shows uden at miste klubfølelsen.

Og ambitionerne stopper tilsyneladende heller ikke med én aften. I København er HøjtidsHærg gennem årene vokset til flere koncerter i træk, og Lina vil gerne se det samme ske i Aarhus.

“Hvis ikke vi over tid kan få bygget det op til at blive to aftener i streg i Aarhus, så bliver jeg skuffet. Men vi skal jo starte et sted.”

Næsten 30 år og stadig fuld fart

Næste år kan Infernal fejre 30-års jubilæum, og selv om Lina og Paw allerede er begyndt at tale om, hvordan året skal markeres, er der ikke meget ved samtalen, der lyder som to mennesker, der er begyndt at sætte tempoet ned.

Da jeg spørger, hvordan man holder energien gennem næsten tre årtier, vender Lina spørgsmålet rundt.

“Hvis vi ikke havde et outlet for den energi, så tror jeg, vi ville blive ubehagelige mennesker i vores hverdag.”

Paw nævner nysgerrighed og stædighed, og måske ligger noget af forklaringen netop dér. De gamle numre må gerne følge med dem, men de skal stadig være interessante nok til, at Lina og Paw selv har lyst til at gå på scenen og spille dem.

Ellers virker det heller ikke for publikum.

Lige dele forvirret og beriget

Da jeg til sidst spørger, hvad Lina og Paw gerne vil have, at publikum tager med sig ud gennem dørene på TRAIN den 28. december, kommer svaret hurtigt.

“Lige dele forvirret og beriget.”

Lina håber, at man træder ud i Aarhus efter koncerten og lige skal bruge et øjeblik på at finde ud af, hvad der egentlig skete derinde, mens kroppen helst skal føles, som om den også har været med hele vejen.

For den bedste afslutning på en Infernal koncert er ifølge hende den lidt mærkelige følelse af at have brugt alt, hvad man havde, og samtidig ønske, at nogen bare satte gang i én sang mere.

“Jeg tror, folk går ud af den dør med en følelse af: Jeg har ikke flere kræfter, men jeg gad godt, det var fortsat.”

Det er også sådan, Lina og Paw selv ofte har det, når de går af scenen, og måske er det i virkeligheden den bedste beskrivelse af HøjtidsHærg.

Du kommer ikke på TRAIN den 28. december for bare at høre Infernal spille.

Du kommer for at være en del af festen, mens der stadig er låg på gryden.

Infernal: HøjtidsHærg

Dato: 28. december 2026

Køb din billet her

Series Awards 2026: Her er årets nominerede

Series Awards rykker i år ind på Aarhus Rådhus, hvor årets bedste danske og nordiske serier skal hyldes den 5. november. Nu er de nominerede offentliggjort, og især tre serier fylder godt på listen.

Der bliver nok at holde styr på, når Series Awards igen samler skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere og resten af holdene bag de serier, vi har brugt timer foran skærmen på det seneste år.

I år foregår det for første gang på Aarhus Rådhus, og blandt de nominerede er der især tre serier, der går igen. Slangedræber har fået otte nomineringer, Tælle til en, tælle til to, anden sæson af Kastanjemanden, har syv, mens Uniformen følger efter med seks.

Alle tre er blandt andet nomineret til Bedste serie, men de dukker også op i kategorierne for manuskript, instruktion og skuespilpræstation. Her finder vi blandt andre Pilou Asbæk og Mira Elisa Obling fra Slangedræber, Mikkel Boe Følsgaard og Danica Curcic fra Tælle til en, tælle til to samt Soheil Bavi fra Uniformen.

Series Awards flytter ind på Aarhus Rådhus

Series Awards har været afholdt fem gange tidligere, men i år får prisfesten nye omgivelser, når den rykker ind i rådhushallen.

Det bliver skuespiller Jakob Fauerby, der skal holde styr på aftenen og føre publikum gennem de 12 priser. Han overtager værtsrollen fra Sofie Torp, som oprindeligt var annonceret som årets vært, men er blevet forhindret på grund af filmoptagelser.

Og selv om Series Awards naturligvis handler om, hvem der går hjem med priserne, er det også blevet et sted, hvor en stor del af den danske seriebranche mødes på tværs af produktioner. Det er manuskriptforfatteren, skuespilleren og instruktøren, vi ser på scenen, men også alle de mennesker bag kameraet, hvis arbejde er en del af det færdige resultat.

Det er netop bredden i årets serier, juryens forperson Ann Lind Andersen peger på. Der er både fiktion, dokumentar, velkendte navne og nye talenter blandt de nominerede, og ifølge hende har det gjort juryarbejdet svært i år.

Køb billet til årets Serie Awards her

Musikken får sin egen pris

En af de største nyheder ved Series Awards 2026 er kategorien Bedste score.

For første gang bliver der dermed uddelt en pris specifikt til musikken i en dansk serie. Det er måske ikke altid den del, man tænker mest over, mens man sidder midt i et afsnit, men musikken kan være afgørende for både stemning og tempo og for den følelse, en scene efterlader.

De første tre nominerede i kategorien er Sune Martin for Høst, Christian Balvig for Mors drenge og Martin Juel Dirkov for Slangedræber. Vinderen findes af en særskilt musikfaglig jury.

Publikum får også noget at skulle have sagt

Langt de fleste priser bliver afgjort af fagjuryerne, men én pris er overladt helt til publikum.

I Publikumsprisen – Aarhus Seriepris kan alle stemme på den serie, de helst vil se løbe med prisen, og der er 14 titler at vælge imellem i år. Blandt dem finder vi både Klovn 11, Sommerdahl 7, Høst, Slangedræber, Uniformen, De bedste år 2 og Tælle til en, tælle til to.

Afstemningen er åben frem til showet den 5. november og du kan stemme på din favorit her: Publikumsprisen

Series Awards er samtidig en del af Aarhus Series & Film Festival, som fra den 1. til 8. november samler film og serier til visninger, events og samtaler forskellige steder i Aarhus. Selve Series Awards er åben for publikum, og der kan købes billet til både showet og det efterfølgende afterparty.

De nominerede til Series Awards 2026

Bedste serie

• Tælle til en, tælle til to
• Slangedræber
• Uniformen

Bedste skuespilpræstation

• Pilou Asbæk - Slangedræber
• Mikkel Boe Følsgaard - Tælle til en, tælle til to
• Soheil Bavi - Uniformen
• Mira Elisa Obling - Slangedræber
• Danica Curcic - Tælle til en, tælle til to

Bedste instruktion

• Anders Ølholm og Kaspar Munk - Slangedræber
• Jesper Dalgaard - Mors drenge
• Jonas Alexander Arnby - Uniformen

Talentprisen

• Mariama Rohey Khan - skuespilpræstation, Si’r det bar’
• Karl Friis Forchhammer - instruktion og manuskript, Christiania
• Oscar Dyekjær Giese - manuskript, Uniformen

Bedste manuskript

• Dorte W. Høgh og Emilie Lebech Kaae - Tælle til en, tælle til to
• Oscar Dyekjær Giese og Anders Frithiof August - Uniformen
• Anders Ølholm - Slangedræber

Bedste dokumentarserie

• Sebastians sidste rejse
• Mors drenge
• Dynastiet Mærsk
• Christiania

Bedste krimiserie

• Sommerdahl 7
• Slangedræber
• Tælle til en, tælle til to

Bedste komedieserie

• Klovn 11
• Tak for ingenting
• De bedste år 2
• Bedste fortløbende serie
• Valdes jul - Vintermiraklet
• Tælle til en, tælle til to
• De bedste år 2

Bedste nordiske serie

• A Better Man
• Hundarna
• Den danske kvinde

Bedste score

• Sune Martin - Høst
• Christian Balvig - Mors drenge
• Martin Juel Dirkov - Slangedræber

Publikumsprisen - Aarhus Seriepris

• Bag enhver mand 2
• De bedste år 2
• Høst
• Tælle til en, tælle til to
• Klassen 21
• Klovn 11
• Mindernes ø
• Rivalerne
• Slangedræber
• Sommerdahl 7
• Sygeplejeskolen 8
• Tak for ingenting
• Uniformen
• Valdes jul - Vintermiraklet

Carsten Bang tager MENNESKEALDER med tilbage til Aarhus

Hvad sker der med en joke, når den bliver fundet frem igen efter 30 år? Er den stadig lige så sjov, eller har tiden ændret den undervejs?

Det er den leg, Carsten Bang tager med på scenen, når han den 24. oktober optræder med MENNESKEALDER i The Ballroom i Aarhus. Før pausen går han tilbage til nogle af de jokes, han lavede i begyndelsen af sin karriere, og efter pausen springer han frem til det stand-up, han laver i dag.

Da jeg taler med Carsten Bang om showet, fortæller han, at idéen opstod, fordi der nu er gået omtrent en menneskealder, siden han begyndte at lave stand-up i 1991. Det gamle materiale skal ikke opdateres eller gøres mere nutidigt, for en del af idéen er netop at høre, hvordan de gamle jokes lyder i dag, når de bliver fortalt, som de blev dengang.

“Første sæt kommer jeg til at lave jokes fra dengang. Fuldstændig som de blev fortalt tilbage i 90'erne,” fortæller Carsten.

Det er også noget af det, der gør showet interessant, for hvordan lander en joke fra begyndelsen af 90’erne hos et publikum i 2026? Tiden og sproget har ændret sig, og det samme har vores blik også på, hvad der føles naturligt at joke med i dag.

Noter fulde af gamle jokes

Efter mere end 30 år som stand-up komiker har Carsten samlet en del materiale sammen, og på computeren har han stadig en lang samling med gamle jokes og noter.

Det er langt fra alt, der er skrevet ned som færdige jokes, for nogle steder står der kun et enkelt ord, som dengang var nok til at få hele joken frem i hovedet. I dag kan det stadig ske, at begyndelsen på en joke får resten til at dukke op af sig selv, mens andre noter er blevet så kryptiske, at selv Carsten ikke længere aner, hvad de dækkede over.

“Tit når jeg går i gang med at finde starten på en gammel joke, så ligger den i hukommelsen,” fortæller han.

Det er også en del af det spændende ved at arbejde med showet, for når Carsten går tilbage i de gamle jokes, opdager han både, hvad der stadig holder, og hvad tiden har ændret undervejs.

Han blev faktisk overrasket over, hvor mange af dem, der stadig fungerer, selv om nogle i dag rammer lidt anderledes, end de gjorde, da de blev skrevet.

Når en joke fra 1993 lander i 2026

Carsten prøver ikke på at skjule, at der er ting i det gamle materiale, som han ikke ville formulere på samme måde i dag, for både sproget og hans egen måde at skrive stand-up på har ændret sig.

“Nogle bliver måske lidt sjove på en anden måde, fordi tiden har gjort noget ved dem,” siger han.

I stedet for at skrive de gamle jokes om har Carsten valgt at lade forskellen mellem dengang og nu være en del af showet. Undervejs kan han træde ud af 90’erne et øjeblik, kommentere på det, publikum lige har hørt, og så gå tilbage til materialet igen.

Det kan være et ord, man ikke ville bruge på samme måde i dag, eller en måde at lave joken på, som han selv ville vælge anderledes nu. På den måde får publikum både den gamle joke og hans blik på den i dag.

MENNESKEALDER bliver ikke kun en tur gennem hans bagkatalog, men også en fortælling om, hvor meget der kan flytte sig på 30 år, selv om det grundlæggende stadig handler om det samme, nemlig at få et rum fuld af mennesker til at grine.

Fotograf: Bjarke Ahlstrand

Aarhus var ikke den nemme by i 90’erne

Aarhus kommer naturligt til at fylde i samtalen med Carsten, for han har både optrådt her gennem årene og senere selv slået sig ned i byen.

Da han begyndte med stand-up, boede han i København og rejste allerede i starten af 90’erne rundt i landet med de andre komikere. Her husker han Aarhus som lidt anderledes end de mindre byer, hvor publikum ofte tog meget begejstret imod dem, bare fordi der kom nogen udefra med noget nyt.

I Aarhus skulle der lidt mere til.

“Det var lidt sådan: Ja ja, ro på,” siger Carsten, da jeg spørger ind til, hvordan det føltes at komme til Aarhus dengang.

Det var ikke, fordi aftenerne gik dårligt, eller fordi aarhusianerne ikke grinede. Carsten husker bare en by, der allerede havde sit eget kulturliv og sin egen selvtillid, og hvor man som komiker lige skulle bevise, at man havde noget at komme med.

Han optrådte blandt andet flere gange på Café Jorden og under Aarhus Festuge stod han gennem flere år i teltet på Pustervig og lavede stand-up om eftermiddagen.

Aarhus er blevet noget i sig selv

Da Carsten var yngre, var han ikke i tvivl om, at han skulle til København. Det var dér, de store koncerter var, og dér han følte, at tingene skete.

Aarhus trak ikke på samme måde dengang, men det har ændret sig meget gennem årene. I dag oplever han en by, der ikke længere behøver at kigge mod København, men i langt højere grad står på egne ben.

Han peger blandt andet på udviklingen inden for kultur, mad og oplevelser, men også på den selvtillid, byen har fået med tiden.

Som han selv siger, er Aarhus blevet “noget i sig selv”.

Helt aarhusianer bliver han dog ikke. Selv om han har boet her i mange år, føler han sig stadig som ham fra Kjellerup, og det mærker han især, når han optræder der og pludselig får øje på folk blandt publikum, som han gik i skole med.

Publikum voksede med

Noget af det, Carsten og de andre komikere ikke havde regnet med i starten, var, at de stadig skulle stå på scenen med stand-up flere årtier senere.

De kunne godt tale om, at det nok ikke var noget, de blev ved med, når de blev 40, men publikum voksede bare med. Dem, der sad i salen i 90’erne, blev ældre sammen med komikerne, samtidig med at nye generationer kom til.

Carsten fortæller blandt andet om en aften, hvor der sad både en søn, en far og en farfar blandt publikum, og det blandede publikum er noget, han virkelig godt kan lide.

Det passer også ret godt til MENNESKEALDER, hvor nogle i salen selv kan huske 90’erne, mens andre ikke engang var født, da de første jokes blev skrevet.

Først og fremmest skal det være en sjov aften

Da jeg spørger Carsten, hvad han gerne vil have, at publikum tager med sig hjem fra MENNESKEALDER, kommer svaret hurtigt.

“Først og fremmest en sjov aften, hvor de har grint.”

Det er stadig det vigtigste for Carsten, også efter mere end 30 år på scenen: At få publikum til at grine.

Men når vi taler videre om humor, bliver det tydeligt, at den for ham også kan noget mere. I dag holder han blandt andet foredrag om humor og om, hvorfor der stadig skal være plads til at joke med de svære ting, fordi et grin nogle gange kan gøre det lidt lettere at være i det, der ellers fylder.

Det betyder ikke, at alt skal være sjovt, mens det sker. Men når vi får lidt afstand, kan humor være med til at lette på noget af det, vi går rundt med.

Og måske er det også derfor, MENNESKEALDER fungerer så godt som idé. Meget har ændret sig siden 90’erne, men på scenen handler det stadig om det samme: Carsten siger noget, publikum reagerer, og forhåbentlig ender det hele i grin.

Carsten Bang: MENNESKEALDER

Dato: 24. oktober 2026

Sted: The Ballroom, Aarhus

Før pausen tager Carsten Bang publikum med tilbage til sit materiale fra begyndelsen af 90’erne, mens anden del af showet springer frem til den stand-up, han laver i dag.