Tag på gensyn med Favoritter fra samlingen på ARoS

Favoritter fra samlingen, ARoS 2026. Foto Mads Smidstup ©ARoS 2026

Du kender sikkert fornemmelsen af at stå foran et kunstværk og pludselig være et helt andet sted i dit liv. Sådan var det for mig, da jeg første gang gik gennem Favoritter fra samlingen på ARoS. Nogle af værkerne har jeg set før, nogle der stadig sidder i mig og er afbilledet tydeligt i mit hoved stadig 10 år senere. Andre møder jeg for første gang. Fælles for dem alle er, at de gennem årene er blevet en del af ARoS' historie og af de besøgendes egne minder.

Kurator Anne Mette Thomsen har samlet værkerne uden en fast kronologi og uden at forsøge at fortælle én samlet historie. I stedet møder du en gruppe af værker, der hver især rummer deres egen verden, som mærkes allerede fra første kunstværk.

Couple under an Umbrella - Ron Mueck

Couple Under an Umbrella fra 2013 forestiller et ældre par under en parasol. Figurerne er skabt i præcis dobbelt menneskestørrelse og man ser dem længe, før man når helt hen til dem. Ron Mueck arbejder hyperrealistisk, men ændrer skalaen, så figurerne aldrig blot bliver kopier af mennesker i naturlig størrelse.

Værket viser den aldrende krop uden forskønnelse. Man kan se hud, fødder og kroppens spor meget tæt på. Den store skala gør de små detaljer påfaldende og giver samtidig oplevelsen noget psykologisk. Man begynder hurtigt at forestille sig, hvem de to mennesker er og hvad deres forhold rummer

Værket er åbent for forskellige læsninger. Anne Mette vælger selv at se ømhed i den måde, parret er sammen på, blandt andet i placeringen af hans hoved ved hendes skød. Jeg mærker selv både noget hjemligt og ser også kroppe, som har levet et langt liv. Andre gæster hæfter sig ved detaljer, der kan skabe tvivl om deres relation.
Couple Under an Umbrella kommer til ARoS som del af en udveksling mellem museer.

Fra september til marts låner Museum Voorlinden i Holland værket til ARoS, mens ARoS til gengæld sender sin egen Mueck skulptur, Boy fra 1999, til Voorlindens jubilæumsudstilling Celebrating the Icons of Art. På rundvisninger kan du desuden få lov at mærke silikoneafstøbninger fra et andet Mueck værk, som Voorlinden har stillet til rådighed, og der er indrettet en lille niche, hvor du kan sætte dig og læse mere om kunstneren.

Favoritter fra samlingen, ARoS 2026. Foto Mads Smidstup ©ARoS 2026

Flora - Rory Macbeth

Flora er en hyperrealistisk skulptur af den britiske kunstner Rory Macbeth. Den har tidligere stået i ARoS' museumsgade og også været vist uden for de almindelige udstillingsrum.

Skulpturen har gennem årene forundret mange gæster, fordi den ligner et virkeligt menneske. Dengang flere havde kontanter på sig, var nogle så overbeviste, at de lagde penge i hendes kurv. Anne Mette fortæller det med et smil, for donationerne endte faktisk med at give et lille bidrag til vedligeholdelsen af samlingen.

Hun fortæller også, at hun kort efter sin start på ARoS så et brev, som var skrevet til Flora. Afsenderen havde tilsyneladende opfattet hende som en virkelig person.

The inverted panorama house - Olafur Eliasson

Bag en rund, lukket skærm roterer glasskiver, og farvet lys skaber et billede, der altid er i bevægelse. På afstand ser man et roligt, skiftende lysspil, men går man om bag værket og ind i selve installationen, bliver man selv en del af det optiske univers. Det passer til Olafur Eliassons ønske om, at publikum ikke kun skal se effekten, men også må opleve, hvordan værket fungerer.

Der gemmer sig en tanke bag alt det lys og de farver. Eliasson har længe interesseret sig for, hvordan vores sanser er med til at forme den verden, vi oplever, og her henter han inspiration hos Goethes farvelære. For Goethe var farver ikke en fast, fysisk størrelse, men noget der opstår i selve mødet mellem lys, mørke og øjet, der ser. Den tanke mærker du på egen krop, når du står midt i The Inverted Panorama House.

Værket kom til ARoS' samling i 2011, samme år museets tag fik sin Your Rainbow Panorama, som nok er det, de fleste forbinder med Eliasson.

Favoritter fra samlingen, ARoS 2026. Foto Mads Smidstup ©ARoS 2026

Lystegninger - Asger Jorn

I et mørkt rum står Asger Jorn med en lommelygte i hånden. Et kamera med lang eksponeringstid fanger hver bevægelse, og lyset efterlader spor i luften, som ligner en tegning, ingen pensel har rørt. Fotografierne viser lysets bane og Jorn selv som en skygge i baggrunden af sit eget værk.

Lystegningerne opstod i 1953 i et eksperimenterende samarbejde med fotografen Poul Pedersen, som opfordrede Jorn til at prøve teknikken. Det blev til i alt 21 tegninger, skabt med en skitsebog som støtte undervejs. Jorn er mest kendt som maler, men var ikke bange for at udvide kunstens medier og gøre selve handlingen og lyset til en del af billedet.

Camp Kitchen Hanne - Nielsen & Birgit Johnsen

Næst træder man ind i et videorum, hvor man møder et køkken på den store skærm. En fredslinje helt tæt på, romantisk og blid musik, der tilsammen skaber en idyllisk scene. Så trækkes rullegardinet op, og krigen vælter ind. Helikoptere farer, sandstorme rejser sig, eksplosioner runger fra tv og radio, og den idylliske scene forvandles til kaos. Kvinderne i køkkenet bliver til aktivister, der kæmper med det, de har ved hånden. Ninja kastestjerner formet som småkager, en støvsuger og sæbevand.

Videorummet viser på skift Camp Kitchen fra 2014 af Hanne Nielsen og Birgit Johnsen samt Mahdokht fra Women Without Men af Shirin Neshat. Camp Kitchen varer ifølge rundvisningen cirka 22 minutter, mens Mahdokht varer cirka 12 minutter.

Rummet viser et vigtigt spor i ARoS' samling, som er videokunsten. Anne Mette har valgt de to værker, fordi de både viser et dansk og et internationalt spor. Tematisk berører de blandt andet kvinders rettigheder, ytringsfrihed, krig, oprør og måden, man kommunikerer på. Shirin Neshats tilgang beskrives som poetisk, mens Hanne Nielsen og Birgit Johnsen er kendt for en mere humoristisk tilgang.

Man behøver ikke se det helt fra begyndelsen for at få noget ud af den. Jeg opholdte mig kort i rummet og blev efterladt med et indtryk, som stadig sidder i mig.

Et udklip af videokunsten kan ses ovenover.

Fucked Couple - Tony Matelli

Nogle værker husker du længe efter, du har forladt museet. For mig var det her et af dem, allerede som ung teenager, da jeg så det for første gang. Værket gjorde et stort indtryk på mig dengang, og viste at kunst ikke altid var noget der skulle tilfredsstille folk.

Tony Matellis Fucked Couple er en stor hyperrealistisk skulptur af et par, der er ramt af en næsten absurd mængde vold. Kroppene er gennemboret og beskadiget, og et flygel er tilsyneladende styrtet ned over dem. Alligevel fortsætter de fremad sammen.

For ARoS handler værket blandt andet om den sårbare og groteske menneskekrop. Samtidig er der en kærlig kerne. Parret holder hinanden i hånden, og på en overarm står tatoveringen True Love Forever. Uanset hvad der er hændt dem, holder de fast i hinanden.

Anne Mette fortæller, at værket har fyldt meget i ARoS' historie. Mange gæster er stærkt fascinerede af det, mens andre oplever det som voldsomt. Det gør værket oplagt til at beskrive spændingen mellem frastødelse, humor og ømhed.

Tableau - Rose Eken

Tableau er en stor installation af Rose Eken fra 2015. Den forestiller et fiktivt kunstneratelier og består af hundredvis af små, håndlavede keramiske genstande. Bordet flyder over med pensler, malertuber, taperuller, bøger, kaffekopper, cigaretskod, ledninger, LP-plader, en makreldåse og mange andre spor fra et arbejdende atelier. Hver enkelt genstand er formet i hånden, glaseret og brændt.

Som kunstner er det som at kigge ind i ens eget atelier. Det organiserede rod, som kun er kaotisk for alle andre end én selv. Den keramiske computer med en søgemaskine åbent, for at lave research. De mange åbne malebøtter og de utallige stakke malertape.

Værket blev til gennem research. Rose Eken kontaktede danske og internationale kunstnere og bad dem sende fotografier af deres atelierer, arbejdsborde og de ting, der havde betydning for deres arbejdsproces eller hverdag. Ud fra billederne byggede hun et samlet, fiktivt atelier i keramik.

Nogle af genstandene rummer små, personlige historier. Blandt andet en pose M&M's, fordi en kunstner spiser dem, mens han arbejder. En QR-kode ved værket fører til mere materiale og en video, hvor Rose Eken fortæller om installationen.

Wes Lang indgår i fortællingen omkring Tableau. Da ARoS tidligere udstillede hans kunst, blev hele hans atelier sendt fra Los Angeles til Aarhus i en container og genopbygget på museet. Han malede et værk i atelieret på ARoS, som derefter blev en del af samlingen.

Til den aktuelle udstilling har ARoS samlet dele af Tableau fra flere ejere, deriblandt V1 Gallery og Maltfabrikken i Ebeltoft. Rose Eken har desuden skabt nye værker med udgangspunkt i fotografier fra den amerikanske kunstner John Copelands atelier, blandt andet hans malertuber, pensler og et portræt af ham. Det præcise antal genstande kan du roligt diskutere selv, for tallet svinger, alt efter hvem du spørger. Men hundredvis er der, uden tvivl.

Favoritter fra samlingen, ARoS 2026. Foto Mads Smidstup ©ARoS 2026

Five Angels for the Millennium - Bill Viola

Rummet er stort og mørkt og lyden er det første, man mærker. Tungt og forvrænget vand omringer en, som var man selv under overfladen. Five Angels for the Millennium fra 2001 er en femkanals videoprojektion, som viser menneskekroppe og vand i stærkt sænkede bevægelser.

Som barn var Bill Viola tæt på at drukne i en sø. Han lå under vandet og så op mod lyset. Oplevelsen af lyset gennem vandet blev senere vigtig i hans kunst. I Five Angels for the Millennium bliver vandet et billede på overgangen mellem liv og død.

Værket er samtidig et eksempel på den store, rumlige videokunst, der har præget ARoS' samling. Publikum træder ikke blot hen foran en skærm, men ind i en samlet installation af billeder, mørke og lyd.

Stem på din egen favorit

Ved udgangen kan gæsterne stemme på det værk eller den kunstner, de bedst kan lide. Stemmerne bliver synlige i udstillingen, så du kan følge med i, om bestemte favoritter begynder at tegne sig hen over efteråret og vinteren. Formålet er nysgerrighed og spørger, hvilke værker der påvirker gæsterne i dag, hvilke opleves som mest interessante, og er publikums favoritter de samme som tidligere?

Udstillingen hedder Favoritter fra samlingen, men den endelige favorit bliver ikke udpeget af museet alene. Gæsterne inviteres til at vise, hvilke værker der stadig rammer noget i 2026.

I udstillingen møder du værker af

• Olafur Eliasson
• Asger Jorn
• Shirin Neshat
• Hanne Nielsen & Birgit Johnsen
• Tony Matelli
• Michael Kvium
• Rose Eken
• Wes Lang
• Bill Viola
• Tony Oursler
• Erik A. Frandsen
• Banaan Al-Nasser
• Ron Mueck
• Rory Macbeth 

Udstillingsteamet

• Kurator: Anne Mette Thomsen
• Udstillingsproducer: Oskar Mydtskov
• Udstillingsarkitekt: Kirstine Hulsrøj Jæger
• Udstillingskonstruktion: ARoS teknisk afdeling 

Hvis du selv vil opleve udstillingen

• Sted: ARoS kunstmuseum, Niveau 1
• Periode: 12. september 2026 til 29. august 2027
• Kurator: Anne Mette Thomsen
• Pris: Gratis med årskort eller efter betalt entré

Ulydig - Kroppen i punk af Marie Arleth Skov på ARoS

Når du træder ind i den nye udstilling hos ARoS, vil du opleve, at det ikke er en udstilling, som du normalt ser på museet. Her er væggene malet mørkegrå og den hvide tekst på væggen, giver dig en historisk baggrund for værkerne. Ved den første væg kan du læse om punkens opståen, imens dine øjne vænner sig til det dæmpede lys i udstillingen. “NO FUTURE” står der på den første væg og du mærker med det samme, at udstillingen vil fortælle om mere end punkmusik og mode.

“Ulydig. Kroppen i punk” er en forskningsbaseret udstilling af kurator Marie Arleth Skov og er resultatet af hendes tre-årige postdoc forskningsprojekt i samarbejde mellem ARoS og Aarhus Universitet. Den samler 130 værker, herunder fotografi, film, smykker, fanzines m.m.

Subkulturen, der startede en revolution

Punk opstod i 70’erne som et oprør mod samfundsnormer, manglende frihed, etablerede autoriteter og retten til egen krop. En hel generation havde mistet troen på deres fremtid i en tid med økonomisk krise, politisk uro og høj ungdomsarbejdsløshed. En subkultur opstod med sloganet “NO FUTURE” og gør-det-selv (DIY) blev kernebegrebet, der opfordrede alle til at deltage i musik, visuel-, scene- og samtidskunst og samfundsorganisation. Fanzinerne dukkede op, så radikale ideer blev spredt direkte og social aktivisme blev brugt til at bekæmpe alt fra fascisme og krig, til queer-rettigheder og miljømæssig retfærdighed.

Man behøvede ikke nødvendigvis at sige noget, for at deltage i aktivismen. Ens udseende blev et udtryk for oprør. Udstillingen bærer mange ansigter af unge mennesker, hvor dette tydeligt kan ses. Du bemærker hurtigt de mange unge med utraditionelle frisure, sort og hård makeup, iturevet tøj og accessories med ukonventionelle materialer som sikkerhedsnåle, læder og tunge kæder. Og når du studerer hvert billede og tilhørende tekst, bliver det klart, at punk var et talerør for de tavsgjorte. En rå og kompromisløs udtrykningsform for det samfundet ihærdigt forsøgte at gemme væk.

Punk bag muren

Dette bliver især tydeligt i udstillingens blik på punkmiljøet i Østberlin. Under DDR (Deutsche Demokratische Republik) udviklede punk sig til en af de mest markante og forfulgte undergrundsbevægelser. Unge østtyskere som modsagde manglende frihed, tvang og censur, brugte punkmusikken og moden som et frirum for oprør. Punkkunstnere blev overvåget og fik udstillingsforbud.

Det kan lyde som en fortælling fra en fjern fortid, men også her er parallellerne til nutiden svære at ignorere. I dag ser vi stadig bøger blive bandlyst og kunstnere blive mødt med censur og modstand, fordi deres værker udfordrer normer, magt eller ideologier. Som man vandrer gennem udstillingen, kan man mærke en rå energi fra de mange sjæle i værkerne, der blot forsøgte at skabe en tilstedeværelse i, ikke at høre til.

Læg især mærke til den fysiske opsætning, værkerne hænger på. Det ligner et aluminium stillads og støtter det rå og ærlige tema, udstillingen kommer med. Men når du kigger nærmere på stilladset, står du med en modstridende følelse og undring over, om det er ved at blive bygget op eller taget ned. Det er præcis det udstillingen i sin essens viser, den ærlige og rå drivkraft der ligger dybt i punken.

Brud med den naturlige kvindekrop

På næste væg i udstillingen står der “Kroppen som lærred” og det er præcis, hvad man møder. Noget af det mest tankevækkende ved udstillingen er dens blik på kvindekroppen, der opleves som en radikal afvisning af normativ femininitet. Kvinder generobrede deres krop fra samfundets forventninger og normer, gennem brugen af deres fysisk tilstedeværelse, mode og konfronterende optrædener, som underminerede patriarkaisk kontrol og udtrykkede kropslig autonomi.

I denne del af udstillingen er det dyriske særligt tydeligt. Punkens fascination med det dyriske viser et modstandsspil, med det vilde og det utæmmede på den ene side og det begrænsede og indespærrede på den anden. Fugle er et gennemgående tema og du kan betragte værker, hvor fuglens vinger bruges som et symbol på frihed og værker, hvor den bruges som et symbol på magt.

En af de fotografier, som jeg selv blev mest berørt af, var Nina Sten-Knudsens nålesmykker. Hun lavede blandt andet en halskæde af nåle og bar dem selv, spidsene pegede både udad og indad, så de gjorde ondt, hvis nogen prøvede at røre hende. Det demonstrerede, hvordan hun havde det mod sig selv og verden dengang.

Foto: Christina

Natten som frirum

Til sidst i udstillingen kommer du ind i et separat, afskærmet rum, hvor natten hersker. De sociale normer, der skal navigeres i om dagen, forsvinder. Freaks og udstødte kunne mødes i mørket, uden at nogen krævede en forklaring. Punkens fotografi og mode brugte fetishelementer som provokation og BDSM som en kunstnerisk undersøgelse af magt og afmagt. Men midt i al sin uro, var punkens krop også romantisk, intim og sårbar. Patti Smith sang engang, at natten tilhører de elskende og et sted i det citat gemmer hele rummets stemning sig.

Punk føles ikke som fortid på ARoS

I en tid hvor højreekstremisme ses mere og mere i politik, tradwives og den “guddommelige” kvindekrop overtager unges sociale medier, stigende geopolitisk uro grundet oliekonflikter og faldende arbejdsglæde, er udstillingen mere aktuel end nogensinde. Når man ser værkerne i dag, er det svært ikke at spørge sig selv, hvor langt vi egentlig er kommet.

For selvom årtier er gået siden punkens storhedstid, er kvindekroppen stadig omgivet af stærke normer, forventninger og holdninger. Måske er det netop derfor, Ulydig rammer så stærkt. Den fortæller ikke alene historien om en subkultur fra fortiden, men minder os også om, at mange af de kampe, punken tog op, stadig er højaktuelle.

Baggrundsmusik, der spilles under udstillingen:

• Sex Pistols – “God Save the Queen”, 1977
• X-Ray Spex – “Oh Bondage! Up yours!”, 1977
• Sham 69 – “Angels with Dirty Faces”, 1978
• Nina Hagen – “Unbeschreiblich Weiblich”, 1978
• The Clash – “London Calling”, 1979
• Kliché – “Bodyguards”, 1980

Hvis du vil opleve Ulydig selv

• Sted: ARoS Aarhus Kunstmuseum, Niv. 5 (Focus).
• Periode: 27. juni 2026 - 13. december 2026.
• Kurator: Marie Arleth Skov.
• Billetter: Gratis med årskort eller inkluderet i
  entrébilletten til ARoS.

Du går under jorden og ender i himlen

As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell

James Turrells nye kuppel under Aarhus er en oplevelse, der er svær at beskrive

Den 19. juni åbner ARoS As Seen Below - The Dome, a Skyspace by James Turrell. Det permanente kunstværk ligger skjult under Musikhusparken og er kunstnerens Skyspace nummer 100 på verdensplan. Med en kuppel på 40 meter i diameter og en oplevelse, hvor lys, arkitektur og himlen over Aarhus går sammen i et, er det samtidig det største Skyspace, James Turrell har skabt i en museumsbygning.

Jeg har læst beskrivelserne på forhånd og hørt fortællingerne om visionerne bag værket. Jeg ved godt, at det er stort, og at det er noget særligt. Alligevel er det først, da jeg begynder turen ned under jorden, at det går op for mig, at jeg er på vej ind til noget, der er meget større end endnu en ny attraktion i Aarhus.

Måske er det tanken om, at generationer fremover kommer til at sidde i det samme rum og kigge op mod den samme himmel. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved bare, at jeg mærker en form for ærefrygt, der er svær at sætte ord på, og den følelse begynder overraskende længe før, at jeg når frem til selve kupplen.

Den lange vej mod lyset

Man kunne tro, at oplevelsen begynder, når døren til kuplen åbner sig. Men allerede i tunnelen går det op for en, at James Turrell og ARoS har andre planer.

Den lange gang bugter sig under jorden i et blåt lys, mens de rå betonvægge langsomt lukker byen ude. For hvert skridt føles det, som om Aarhus forsvinder lidt længere væk. Det er ikke en mørk tunnel, der leder hen til noget. Det er nærmere en overgang mellem to verdener, hvor du gradvist giver slip på alt det, du kom med.

For enden af gangen lyser et orange lys som et pejlemærke i det blå univers. Farven gløder næsten, og kontrasten mellem det kolde blå lys og den varme orange åbning gør noget helt specielt ved forventningen.

Et rum, der først virker stille

Inde i kupplen skal man lige orientere sig.

Dagslyset strømmer ned gennem den cirkelformede åbning i loftet, og gæsterne sidder spredt langs væggene, mens blikkene langsomt søger opad. Midt i rummet ligger en cirkulær spejlflade, der reflekterer himlen over en.

Det første spørgsmål melder sig næsten med det samme. Hvad er det egentlig, jeg kigger på?

Er det rummet? Er det himlen? Eller er det lyset?

Der er ikke noget oplagt svar, og det er måske netop meningen. James Turrell har gennem mere end 60 år arbejdet med spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at se. Ikke at se på noget, men at blive opmærksom på selve oplevelsen af at se. Det lyder næsten filosofisk, når det læses på papir, men hernede begynder det langsomt at give mening.

Stilheden får sin egen lyd

Noget af det første, du lægger mærke til, er akustikken.

Normalt tænker man ikke over lyd, når man besøger et kunstværk. Men her bliver den en del af oplevelsen. Selv de mindste lyde bevæger sig tydeligt gennem rummet, og jeg kommer flere gange til at tænke på udtrykket om at kunne høre en knappenål falde på gulvet. Hvis der findes et sted, hvor det giver mening, så er det her.

Samtidig bliver folk stille. Ikke fordi nogen beder dem om det, men fordi rummet nærmest inviterer til det. Samtaler bliver til hvisken, og blikkene søger op mod himlen, som om alle venter på, at noget skal ske.

Og det gør der.

Da himlen begynder at ændre sig

Først er det næsten ikke synligt. En farve glider ind over væggene. Så en ny og endnu en.

Pludselig sidder man i et rum, der føles helt anderledes end for få minutter siden.

Det mest fascinerende er, at det ikke kun er rummet, der skifter karakter. Det gør himlen også. Den cirkelformede åbning i loftet bliver ved med at trække blikket til sig, og jo mere lyset hernede forandrer sig, jo mere forandrer åbningen deroppe sig med det. Når kupplen er orange-rød, virker himlen kold blå. Når rummet er badet i pink og lilla nuancer, får himlen en helt anden karakter.

Det skyldes ikke et trick. Lyset i kupplen påvirker vores farveopfattelse, og når vi derefter kigger op mod den neutrale himmel, oplever vi den på en ny måde. Himlen ændrer sig ikke. Men det gør vi.

Indimellem flyver en fugl hen over åbningen. Det er kun et kort øjeblik, men det gør indtryk hver gang. For fuglen er virkelig, og skyerne er virkelige. Himlen er virkelig. Alligevel føles det, som om man kigger ind i noget, der ikke helt hører til den verden, man kom fra.

Farverne fortsætter med at skifte. Nogle gange langsomt. Andre gange så hurtigt, at du næsten ikke når at vænne sig til den ene stemning, før den næste tager over.

Et sted, der bliver en del af byen

As Seen Below føles ikke som et sted, du besøger én gang og krydser af på en liste. Det føles som et sted, du vender tilbage til, fordi himlen aldrig er den samme. Arstiderne forandrer oplevelsen, og fordi man selv er et andet menneske, hver gang man kommer tilbage.

Museumsdirektør Rebecca Matthews har udtalt, at hun håber, folk om 10, 15 eller 20 år vil huske, at de sad under den jyske himmel med nogen, de holder af.

Borgmester Anders Winnerskjold beskriver projektet som en gave til Aarhus, der kun er blevet muligt, fordi byen har et kunstmuseum med store ambitioner: "Dette projekt og denne gave til byen er kun blevet til virkelighed, fordi vi har et kunstmuseum med enorme ambitioner."

Kulturrådmand Jesper Kjeldsen fortæller, at oplevelsen gav ham den samme følelse, som da han første gang så nordlyset i Grønland.

Arkitekt Morten Schmidt beskriver kupplen som et sted, hvor man både ser ud mod kosmos og ind i sig selv: "Det er en helligdom, hvor du ser ud mod universet, men samtidig tvinges du til at se dybt ind i dig selv." Og arkitekt Jette Birkeskov sætter ord på mere end ti års arbejde med én enkelt sætning: "Noget, der ser let og glat ud, er faktisk det sværeste at bygge."

Ordene giver god mening, når du har siddet dernede.

For du sidder sammen med andre mennesker, men samtidig alene med dine egne tanker. Du kigger op mod himlen, men kommer også til at kigge lidt indad. Og mens fuglene flyver hen over åbningen og farverne langsomt skifter omkring en, mister man for en stund fornemmelsen af både tid og sted.

Når du går tilbage gennem den blå tunnel og langsomt bevæger dig op mod byen igen, ved du, at tusindvis af mennesker kommer til at opleve det samme rum i årene fremover. Familier, skoleklasser, turister og aarhusianere vil sidde under den samme åbning mod himlen og se farverne forandre sig.

Det er måske netop dét, der er James Turrells største bedrift. Ikke at få os til at kigge på himlen. Men at få os til at se den.

Praktisk information

As Seen Below - The Dome, a Skyspace by James Turrell

Sted
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2, 8000 Aarhus C

Oplev værket på tre forskellige måder

Åben himmel
I museets almindelige åbningstid opleves kuplen med frit udsyn til himlen. Skyer, fugle og lysets naturlige skiften bliver en del af værket.

Tusmørke ved solopgang
En særlig oplevelse i de tidlige morgentimer, hvor dagens første lys langsomt forandrer rummet og himlen over kuplen.

Tusmørke ved solnedgang
Her skifter lyset gradvist karakter i takt med solens nedgang, og himlen bliver en aktiv del af værket.

Billetter

Voksne
200 kr.

Unge under 31 år og studerende
150 kr.

Børn og unge under 18 år
Gratis

Billetter til Tusmørke-arrangementerne inkluderer entré til ARoS samme dag.

Årskortholdere kan nøjes med at købe pladsreservation til 40 kr.

Godt at vide
Kom gerne i god tid og senest 10 minutter før start.
Oplevelsen foregår med åbning mod himlen, så klæd dig efter vejret.
En ekstra trøje kan være en god idé på kølige dage.
Drikkevarer kan forudbestilles eller købes ved ankomst.

Se aktuelle tider for solopgangs- og solnedgangsoplevelser samt billetbestilling på ARoS' hjemmeside.

Svend Wiig Hansen på ARoS: Gående, Faldende, Stående

Du går ind på niveau 5 på ARoS, og det første du møder er en stor skulptur af en kvinde. Hun sidder med spredte ben og kraftige hænder mod sit eget bryst. Hun hedder Moder Jord, og hun var engang så provokerende, at en aarhusiansk borgmester fik hende kørt væk på ladet af en Falck bil.

Det var i 1954. Hun stod på Rådhuspladsen i Aarhus og Borgmester Unmack Larsen brød sig ikke om hende. Dagen efter havde alle danske aviser historien på forsiden, og Svend Wiig Hansen var pludselig en kunstner, som alle kendte.

Nu sidder hun her og tager imod dig, som det første værk i Gående, faldende, stående af Svend Wiig Hansen. En stor særudstilling på ARoS, der samler 50 års arbejde af en af Danmarks vigtigste efterkrigskunstnere. Du forstår ikke helt forargelsen, når du står foran hende. Hun virker næsten omsorgsfuld. Som en kvinde, der bærer hele verden i sin krop. Det er det første af mange oplevelser, som du kommer til at gå i møde, når du går igennem udstillingen.

Sønnernes fortælling om deres far

Udstillingen er bygget op i kapitler i stedet for kronologisk. Skandale og succes, Mennesket først, Skabertrang og lys og skygger. Det giver faktisk god mening, når du går rundt mellem værkerne. For Wiig Hansens værk bevæger sig ikke i en lige linje. Det kredser rundt om dig og kommer tilbage til de samme spørgsmål om, hvad det vil sige at være et menneske.

Hans to sønner, Nicolaj og Christian, er med rundt i udstillingen til pressevisningen. De tilføjer små anekdoter undervejs. Deres far havde ingen assistent og han bar selv alt leret op på 3. sal. Han sang i atelieret, mens han arbejdede, for han elskede at synge. Han havde et sommerhus oppe ved Skagen, ved Vesterhavet, og elskede kulden og blæsten. Det er en gave at have dem med, for de gør deres far til et menneske, og ikke kun et navn på en væg.

Det lille rum med Kampen, 1963

Inde i et af de første rum, du møder hænger der tre malerier ved siden af hinanden. To af dem er dækket af lag på lag af mørk maling. Tyk, tung og næsten skulpturel. Det er, som om Svend Wiig Hansen har malet det samme billede igen og igen, indtil tankerne har bundfældet sig som tungt sediment i lærredet. Du kan ikke se, hvad der ligger nederst. Det er begravet i de mange lag.

Det tredje maleri er anderledes. Det er Kampen fra 1963. Det er ikke malet i samme tunge lag. Lærredet synes at skinne igennem flere steder, og figurerne er sat op med en næsten barnlig hånd. Det minder om, hvordan børn tegner mennesker. Brede streger og klare farver. Her er der ingen tvivl om, hvad der er hvad.
Der er noget i den kontrast, der bliver hængende. To malerier, der er begravet under det voksne menneskes lag af mørke. Og et, der minder os om, hvordan verden så ud, før vi mistede troen på, at den var hel.

Sammen, men alene

Mange af værkerne er dystre og det er ikke tilfældigt. Wiig Hansen malede efter Anden Verdenskrig, og han var en del af den generation, der havde set, hvad mennesket kan gøre mod mennesket. Han malede angst, han malede splittelse, og han malede det at kæmpe. Men det er ikke deprimerende, tværtimod, for det har jo en form for sandfærdighed over sig. Vi tror, at vi er alene om vores ensomhed, og at det kun er os, der har det sådan. Men hans malerier siger noget andet. Og det er ikke kun dig.

Der er også værker, hvor mennesker er sammen. Kærlighedsporten er et af dem. Der har figurerne kropskontakt, hvor de rører ved hinanden. Det er Wiig Hansens kærlighedssprog, og det er meget fysisk. Hvor andre kunstnere ville male blikke og længsel, maler han hud mod hud.

Et af de stærkeste værker i den her sammenhæng er Menneskeridt fra 1959. Røde mennesker, der står oprejst og holder snore i hænderne. Andre mennesker i grønne farver kravler på alle fire eller som ligger udstrakt på jorden. Snorene løber mellem dem som tråde i et marionetspil. Det er ikke kærlighed eller et fællesskab. Det er et billede på dominans og underkastelse.

Det er en mærkelig kontrast til kærlighedsværkerne. Hvor de andre figurer møder hinanden i kropskontakt, er disse mennesker forbundet med en snor, som man fører et dyr i. Det er som om han siger, vi er gået fra fællesskab til noget andet. Fra community til kapitalisme.

18 ansigter, og du ser dig selv

Du går ind i næste rum til, Mennesket først, og du står foran 18 portrætter. 18 ansigter side om side. Alle malet i samme periode. Farverige, ekspressive og hver med sit eget udtryk.

Du tænker, hvor er de forskellige. Her er 18 individer. Men så opdager du, efter et kort øjeblik, er de overhovedet forskellige? Du ser den samme person og du ser dig selv.

Vi er overbeviste om, at vi alle er unikke, hver især. Men er vi i bund og grund ikke ens? Det, der gør os ensomme, er måske præcis den overbevisning. At vi tror, ingen kan forstå det, vi har inde i os. At vores oplevelser er så særlige, at de ikke kan deles. Men her hænger 18 ansigter, og de er alle os. Inderst inde er vi det samme.

Det er også her, du mærker, hvordan værkerne spejler dig. Hvis du står et mørkt sted i dit liv, ser du det dystopiske. Du ser dæmonerne, angsten, den eksistentielle ensomhed. Hvis du står et godt sted, ser du livskraften. Du ser energien, og der er meget af den. Det er den samme væg. Det er dig, der flytter dig.

Skabertrang

Du går videre, og så åbner det hele sig op.

Du står i et stort rum, hvor det hele er samlet. Rummet hedder Skabertrang, og det er præcis det, du møder. Et menneske, der ikke kunne stå stille.
På den ene væg hænger Vandring uden mål fra 1978. Et maleri på olie og træ, der fylder hele væggen. Figurer vandrer i en endeløs stribe, krop efter krop. Nogle står i forgrunden, andre i baggrunden, men ingen af dem har øjenkontakt. De kigger forbi hinanden, som om de er i hver deres dimension.

På en anden væg står forarbejderne til glasmosaikkerne i Kastrup Kirke. Store nøgne menneskefigurer i blå og rødbrune streger, malet på plastik, opstillet som vinduer.

Herinde finder du også en gipsversion af Kærlighedsporten fra 1987, Wiig Hansen's relief til Det Kongelige Teater.

Og så er der de 5 mannequiner uden ansigter, der er klædt i kostumerne fra Troilus og Cressida på Det Kongelige Teater i 1968. Det er Shakespeare, og det er Wiig Hansen, og det er en kunstner, der også kunne tegne et menneske ned i tøjet.

På en tredje væg hænger der 45 tegninger, sat tæt på væggen i trærammer.

ARoS har valgt at åbne arkitekturen op, og hver enkelt værk får luft omkring sig. De står alene, og alligevel hører de sammen. Store indtryk kræver store rum. Det her rum er svært at sætte ord på. Du skal selv gå derind og mærke det.

Når du står i det her rum, begynder du at se mønstret. Wiig Hansens kunstværker er fulde af mennesker, men menneskerne er alene. Selv når de er flere i et billede, kigger de forbi hinanden.

En multikunstner

Jeg har en kæmpe respekt for kunstnere, der kaster sig over det hele. Wiig Hansen var billedhugger og maler. Han var tegner og grafiker og han lavede film og scenografi. Han brugte 10 år på at lave glasmosaikkerne i Kastrup Kirke. Han skabte Kærlighedsporten i 1987, som den dag i dag er personaleindgangen ved Det Kongelige Teater. Han besluttede sig engang i en påskeferie for at lave tusind tegninger. Han nåede 500, før kroppen sagde stop.

Mennesker overalt

Det med Kastrup Kirke er en historie, der har holdt fast i mig. Wiig Hansen brugte 10 år på at lave en udsmykning af hele kirken. Alterbillede, glasmosaikker, vægge og loftet. Og der er ikke en Jesus på korset nogen steder. Der er almindelige mennesker over det hele.

Han mente, at det var dem, kirken handlede om. Det var dem, der havde brug for et sted at kigge ud over. Ligesom fiskerkonerne, der spejdede mod havet og ventede på, om deres mænd kom hjem. Du kan se forarbejderne til glasmosaikkerne i den her udstilling. Det er smukt, og det er anderledes, og det fortæller dig noget om en kunstner, der tænkte mennesket helt ind i alt det, han lavede.

Selvportrætterne, han turde lave

Udstillingen slutter med selvportrætterne. De hænger på en rød væg, 16 små billeder i sort og hvidt, alle af hans eget ansigt. Det er Det uudholdelige portræt fra 1972 til 1976, en serie linoleumstryk på papir. Nogle af ansigterne er groteske. Nogle er forvredne og nogle er bare trætte. Han skabte selvportrætter hele livet, og rummet her viser, hvor langt han var villig til at gå.

Det er det, der er pointen. Hvis du eller jeg skulle lave et selvportræt, ville vi gerne ses fra vores bedste side. Vi ville vælge en god vinkel, sætte håret, smile lidt. Wiig Hansen gør det modsatte. Han skærer det, vi gerne vil gemme væk, ned i linoleummet. Angst, aggression, tvivl og sorg. Det, vi som mennesker ikke vil stå til ansvar for. Det, vi benægter.

Det trykker han på papir og hænger op, så vi bliver tvunget til at kigge. Samfundet dengang kunne ikke tale om det. Man italesatte ikke angst og sårbarhed og det, der ikke fungerede. I dag er vi langsomt ved at åbne mere op for det. Og netop derfor er hans værker mere aktuelle end nogensinde.

Han turde sige det højt, før vi andre fik et sprog for det. Og så er der et tilbud til alle gæster. Ved siden af portrætterne står et bord med blyanter og et spejl, så du selv kan lave dit eget selvportræt. Du kan hænge det op på væggen eller tage det med hjem.

Efter at have stået foran hans 16 ansigter, hvor han har vist det, han ikke gemte væk, så får du chancen for at gøre det samme. Hvordan ser du dig selv? Ikke den polerede version, men den ærlige.

Naturen ligger under det hele

Selvom udstillingen kredser om mennesker, ligger naturen under det hele. Sønnerne fortæller om sommerhuset ved Skagen og om Råbjerg Mile, om vinden og regnen og det rå landskab ved Vesterhavet, som var med ham i atelieret. Når du først får øje på det, kan du ikke overse det igen.

Der er noget vejrbidt over værkerne. Noget blæsende med sand og storm og rå kyst. Menneskerne i hans malerier kæmper ikke kun med hinanden. De kæmper også med vejret omkring dem.

Og så er der humoren

Wiig Hansen havde humor. Han var entertaineren i selskabet. Han kunne lave finurlige ting og få folk til at grine. Han var også genert og nervøs, kæmpede med dæmoner i sig selv, men det udelukkede ikke det sjove. Det er begge dele på samme tid.

Kig efter humoren i værkerne, når du er der. I en figur, der står lidt skævt. I et ansigtsudtryk, der er mere finurligt end voldsomt. Det er ikke kun i mørket, at han er. Det er heller ikke kun lyset. Det er i hele mennesket.

Børge Mogensen i siddemøblerne

Rundt i udstillingen står der Børge Mogensens J39, stole. Mogensen og Wiig Hansen var venner. De var del af det samme kreative netværk i 50'erne og 60'erne, hvor møbeldesignere og kunstnere mødtes på tværs af deres fag. Møbelproducenter solgte kunst i deres forretninger og kunstnere lavede møbelrammer.
Det er den slags krydsninger, der gør en udstilling rig. Du kommer til at sidde på en Folkestol, mens du kigger på et stort maleri, og det føles, som om de hører sammen.

Når du går derfra

Jeg gik ud af udstillingen med en lyst til at gå tilbage igen. Det er måske det bedste, en udstilling kan gøre. Jeg gik ud med billeder på nethinden, jeg ikke helt kunne ryste. En vandring uden mål, der bevæger sig hen over en blå væg. En rød figur, der står oprejst, og en grøn, der ligger nede, og en snor mellem dem.

Og jeg gik ud med en fornemmelse af, at jeg lige havde brugt en time sammen med et menneske, jeg ikke havde mødt før. Et menneske, som gik bort i 1997, men som stadig havde noget at sige til mig her i 2026.

Praktisk information

• Udstilling: Svend Wiig Hansen, Gående, faldende, stående
• Hvor: ARoS Aarhus Kunstmuseum, niveau 5
• Hvornår: 23. maj 2026 til 30. august 2026
• Pris: Gratis med årskort, ellers efter betalt entré
• Kurator: Jannie Haagemann
• ARoS: Se mere til udstillingen på ARoS

The Populace på ARoS: når verden går i stå

The Populace er en ny udstilling på ARoS i Aarhus, som er skabt af den danske kunstner Nina Beier og den amerikanske kunstner John Miller. Udstillingen åbner den 13. maj 2026 og vises i Salling galleriet frem til den 29. marts 2027. Den er kurateret af Signe Melgaard Mark og består af omkring 70 mannequiner iklædt fast fashion samt 47 fotografiske reproduktioner af historiske portrætter fra Historisches Museum Basel.

Hele verden synes pludselig at gå i stå

Det er den fornemmelse, som jeg står med, da jeg træder ind i Salling galleriet på ARoS. Jeg er gået ind for at se udstillingen, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig, da jeg træder ind i rummet. Lokalet er nøgent med beton, lysstofrør, synlige ventilationskanaler. Spredt ud over hele gulvet står mannequiner. Nogle ser ud til, at de taler sammen, mens andre står helt stille. En kvinde i striberet skjorte har hænderne foldet bag ryggen og kigger ud i luften. 

Jeg går længere ind i lokalet. En ung mand sidder på en bænk med en sammenklappelig gangstok i hænderne. Han har et lyst pandehår og briller. Han ser næsten ud, som om han venter på nogen. Jeg standser foran ham og kigger ned. Han ser ikke op. Selvfølgelig gør han ikke det, for han er jo en dukke.

Et folk, samlet

Det er det The Populace gør ved dig. Den bringer dig ind i en tilstand, hvor du ikke kan stole på dit eget blik. Der står omkring 70 figurer derinde, og imellem dem kan vi levende gå rundt. Vi går rundt og leder, kigger, sukker måske lidt og opdager. Vi er en del af det og det er hele pointen.

Værket er skabt af den danske kunstner Nina Beier og den amerikanske John Miller specifikt til rummet her. De har samarbejdet siden 2018, og The Populace er deres mest ambitiøse fællesprojekt til dato. Titlen er svær at oversætte. Den ligger et sted mellem masserne, folket og en befolkning. Ingen af de danske ord rammer helt. Måske er det også meningen. Det kan være svært at sætte ord på et folk.

For hvordan portrætterer du os alle? Hvordan får du et helt samfund ind i ét rum? Beier og Miller har ikke prøvet at lave et statistisk korrekt udsnit. De har samlet et vilkårligt udsnit af folk, og det vilkårlige er præcis det, der gør, at det virker. Vi kunne være hvem som helst. Vi er hvem som helst.

Tøj, der allerede er døende

Når jeg går rundt mellem mannequinerne, er det detaljerne, der trækker mig fra figur til figur. En gravid kvinde med blondetop og solbriller skubbet op i håret. En kvinde i kørestol i en sort prikket kjole. Mor og datter, der står tæt sammen, den ene i lilla onesie med stjerner, moderen i sort blonde med en grøn 365-pose over skulderen. Et lille barn med englevinger på ryggen og lyselilla støvler, vendt mod en række portrætter på væggen. Jeg bliver stående længe ved hende. Vingerne er fjerlette, mens resten af kroppen er plast.
Tøjet er fast fashion. Det er sorteret fra Røde Kors Aarhus og fra genbrugsanlægget Arbos her i byen, hvor kortlivede kollektioner fra de store onlineplatforme ender, fordi materialerne ikke lever op til den europæiske lovgivning. Det ser nyt ud. Det er det også, mere eller mindre. Det er bare allerede på vej i opløsning.

Jeg står med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Det er noget med at se så meget tøj på én gang, vide hvor det kommer fra, og samtidig forstå, at det her er det vi går og køber. Det er det, som vi har på lige nu. Vi er klædt i noget, der knap kan kaldes tøj, fordi det dårligt holder en sæson. Og alligevel er det blevet vores hverdag.

Ansigterne, som ingen kan huske

På væggene hænger der 47 portrætter. Fotografiske reproduktioner af malerier, der alle stammer fra magasinerne på Historisches Museum Basel i Schweiz. Da Nina Beier første gang besøgte kælderen dernede, gik det op for hende, at de fleste af portrætterne ikke længere kunne identificeres. Vi ved ikke, hvem maleren var. Vi ved ikke, hvem den afbildede var. Vi ved ikke, hvornår de blev malet. Spørgsmålstegn på spørgsmålstegn.

Jeg går hen til en af dem. En kvinde fra et sted i 1700-tallet, formoder jeg. Hun har en stiv krave og et roligt blik. Hun har vidst, at hun ville blive husket. Hun har betalt for det. Og alligevel er hun nu navnløs.
Det er det, som jeg ikke kan slippe. At alle de her mennesker, som engang var nogen, er blevet ingen. Det dyre maleri blev til arkiv og blev til glemsel. Og samtidig hænger de her stadig, mens jeg står foran dem, flere hundrede år efter at de blev malet. Krakeleret, slidt, med små huller i lærredet. Og alligevel intakte. De holder.

Det er noget af det, der slår mig hårdest dernede. De her portrætter har overlevet århundreder, mens tøjet på mannequinerne kun lige har overlevet leveringen.

To klasser, to tider

Når jeg går videre rundt, slår en anden ting mig. Portrætterne hænger spredt, hver for sig, hver med sit unikke ansigt. De var malet på bestilling, betalt af mennesker med råd til at blive husket. Det er overklassen. Magten. Det historiske blik på sig selv.

Mannequinerne, derimod, står i klynger. De er ens af ansigt, ens af krop. De er os. Middelklassen, hverdagen, folkemængden. Det er to klasser, der mødes på tværs af flere hundrede år, og det er først nu, det går op for mig, hvor præcist værket faktisk beskriver det. De portrætterede borgere er for længst døde og glemt. Mannequinerne er nu.

Lyden, der ikke er virkelig

Fra alle fire hjørner kommer der lyde. Vand, der løber et sted. En motorcykel, der kører forbi, langt væk. Det er fragmenter. Drypvise og uden retning.

På et tidspunkt, mens jeg står og kigger på en figur med grå krøllet parryk, begynder lyden at bygge sig op. Først svagt og så lidt mere. Det vokser over et helt minut, og lige da jeg har vænnet mig til det, udløses det. Jeg ved ikke helt hvad jeg hørte. Men jeg mærkede det.

Lydene kommer fra virkeligheden. Det er optagelser, der bruges i film for at signalere virkelighed. 

Det uhyggeligt fortrolige

Det er det engelske ord uncanny, der bedst beskriver fornemmelsen i rummet. Det uhyggeligt fortrolige. På afstand virker alting hjemligt. Tæt på opløses det. Du står midt blandt mannequinerne og bliver pludselig selv en del af værket. Portrætterne kigger på dig. Mannequinerne kigger på portrætterne. Og du står i midten, levende, og kan ikke helt placere, hvad det er, du ser.

Det er en udstilling, der lader sig opleve langsomt. Bliv lidt, gå rundt og lad blikket finde detaljerne. Det er først, når du har været dernede et stykke tid, at sammenhængen rigtig falder på plads.

Praktisk information om The Populace på ARoS

Fra den 14. maj 2026 vises The Populace for betalende gæster og årskortholdere og kan opleves frem til den 29. marts 2027.

Udstillingen er kurateret af Signe Melgaard Mark, og i forbindelse med åbningen udgives et katalog med en samtale mellem kunstnerne og kurator samt tekster af Laura López Panigua og Jeppe Ugelvig.