Vennelystparken: Aarhus' vilde park midt i byen
Vennelystparken er en af Aarhus' ældste parker og et grønt frirum tæt ved Aarhus Universitet. Her får naturen lov til at vokse vildt, og hundredvis af planter, insekter og dyr har fundet et hjem midt i byen.
En park, hvor naturen får lov til at passe sig selv
Vennelystparken skiller sig ud fra mange af byens andre parker. Her er store områder bevidst efterladt vilde som en del af Aarhus Kommunes arbejde med biodiversitet. Samtidig gemmer parken på en spændende historie, der går næsten 200 år tilbage.
Vild med vilje
Billeder
Praktisk


Aarhus' ældste park
Vennelystparken blev anlagt i 1830 af Julius Høegh-Guldberg og er Aarhus' ældste offentlige park. Dengang var området præget af sump og græssende kvæg, men blev forvandlet til en park med træer, blomster og stier, hvor aarhusianerne hurtigt begyndte at samles.
I mange år var Vennelyst et af byens store samlingssteder med restaurant, revyer, koncerter, cirkus og spektakulære fyrværkerier. Der blev endda sendt luftballoner op fra parken. Selvom området i dag er mindre end tidligere på grund af universitetets udvidelser, lever historien stadig videre.
Biodiversitet midt i Aarhus
Vennelystparken er en del af initiativet Vild med Vilje, hvor naturen får lov til at fylde mere. Her vokser vilde blomster side om side med gamle træer, og området er blevet levested for et rigt dyre- og insektliv.
Et skøn lyder på, at mellem 400 og 500 forskellige arter lever i parken. Derfor bliver store dele af græsset heller ikke slået som i en traditionel park.


Et varieret landskab for planter og dyr
Parkens kuperede terræn skaber forskellige levesteder. De solrige skråninger giver plads til blomster og insekter, mens søen og de skyggefulde områder tiltrækker blandt andet pindsvin, harer og fugle.
Gamle træstammer får lov til at blive liggende, så insekter og svampe kan leve videre, og brombærbuske, vilde urter og blomster giver føde til bier og sommerfugle. Mange af planterne er samtidig spiselige, og du må gerne plukke eksempelvis ramsløg, brændenælder og andre urter til eget brug.
Høslæt i stedet for græsslåning
Når græsset bliver højt i Vennelystparken, er det helt med vilje. I stedet for almindelig græsslåning bliver de vilde områder slået med le to gange om året. Metoden kaldes høslæt og giver de mindre blomster bedre mulighed for at sprede sig.
Det er en vigtig del af parkens arbejde med biodiversitet og er med til at skabe gode levevilkår for de mange insekter og planter, som området er kendt for.


Praktisk om Vennelystparken
Parkering
Der er betalingsparkering i Øgadekvarteret omkring parken.
Offentlig transport
Bus 12, 16 og 18 stopper tæt ved parken, og Letbanen har stop ved Universitetsparken få minutters gang derfra.
Toiletter
Der er ingen offentlige toiletter i Vennelystparken.
Legeplads
Der ligger en mindre legeplads i parken.
Lokation
Find Vennelystparken på Google Maps
Se billeder fra Vennelystparken
Se billeder fra Vennelystparken og oplev de vilde blomster, de gamle træer og de grønne områder, som gør parken til en af Aarhus' mest spændende parker for både natur og biodiversitet.






Oplev flere parker i Aarhus
Aarhus har parker med hver deres særpræg. Nogle er kendt for historiske omgivelser, andre for søer, blomster, legepladser eller store græsarealer. Her finder du vores guides til byens parker med inspiration til gåture, picnic, naturoplevelser og udflugter året rundt.
Botanisk have
Oplev smukke væksthuse og vild natur midt i byen.
Ceres Parken
Oplev den moderne bypark i CeresByen tæt på åen.
Forstbotanisk have
Find ro blandt sjældne træer tæt ved skoven.
Hasle bakker
Nyd den vilde natur og udsigten over Aarhus.
Marienlyst Park
Udforsk det bakkede landskab med plads til leg.
Marselisborg Slotspark
Gå tur i de smukke og kongelige rammer.
Mindeparken
Slap af på de store plæner ved vandet.
Mølleparken
Find et grønt pusterum tæt ved byens å.
Musikhusparken
Nyd den centrale placering midt i byens kulturliv.
Nordre Kirkegård
Gå en fredfyldt tur gennem byens kulturelle historie.
Rådhusparken
Se de flotte blomsterbede ved det ikoniske rådhus.
Skanseparken
Besøg den hyggelige og populære park på Frederiksbjerg.
Universitetsparken
Nyd de smukke søer og den unikke arkitektur.
Vennelyst park
Udforsk byens ældste park med stier og søer.
Tekst af Christina Hazelden
