AAI logo til mobil

Belle Guldsmeden hotel

Kalkværksvej 11, 8000 Aarhus

Hotel med pool og personlighed i Aarhus

Midt i Aarhus' nye Sydhavnskvarter ligger Belle Guldsmeden, hvor farverige møbler, grønne planter og materialer med en fortid mødes i en indretning fuld af personlighed. Her finder du både restaurant, bar, pejsestue og en pool under et stort glastag, mens Aarhus' centrum og kulturliv ligger lige i nærheden.

Hotellet åbnede den 1. juli 2026 og har 211 værelser. Selvom bygningen er helt ny, er meget af indretningen skabt af møbler og materialer, som har været brugt før. Det giver Belle Guldsmeden en særlig stemning, hvor der er plads til både afslapning, forkælelse og de små detaljer, der gør et ophold personligt.

Hotellet

Mere historie

Praktisk

Belle Guldsmeden Reception

Et hotel, hvor man hurtigt føler sig hjemme

Allerede i receptionen bliver det tydeligt, at Belle Guldsmeden har sin helt egen stil. De store lamper, mønstrede møbler, farverige overflader og grønne planter giver liv til de rå betonvægge, og rundt omkring dukker små detaljer op, som du lægger mærke til, når du giver dig tid til at kigge.

Ved siden af receptionen ligger baren, mens pejsestuen inviterer dig til at slå dig ned i sofaerne med en kop kaffe eller noget fra baren. Det er et hotel, hvor du gerne må blive hængende, også selvom du ikke lige er på vej op på værelset.

211 værelser med gennemtænkte detaljer

Værelserne er indrettet i Guldsmedens karakteristiske stil med træ, tekstiler, mønstre og varme farver. Sengene har bløde tekstiler og dekorative detaljer, og der er tænkt over de små ting, som er med til at gøre et hotelophold til noget særligt.

På badeværelserne finder du Guldsmedens egen serie af økologiske plejeprodukter, I Love Eco Essentials, og værelserne er indrettet med fokus på materialer, komfort og de små detaljer, der gør en forskel.

Belle Guldsmeden værelse
Belle Guldsmeden pool

Pool og afslapning under glastaget

En af hotellets særlige faciliteter er poolområdet, der ligger i forbindelse med den store udendørs terrasse. Her træder du ind i et grønt område med palmer, liggestole og en pool under et højt glastag, hvor dagslyset strømmer ind.

Omkring poolen er der indrettet områder, hvor gæsterne kan slå sig ned og slappe af, og fra den øvre etage er der udsigt over hele poolområdet.

Poolen er en del af hotellets wellnessfaciliteter, men siden 1. oktober 2026 har det også været muligt for gæster udefra at købe dagspas på udvalgte dage.

Bisou Bar & Bistro - restaurant og bar

Belle Guldsmedens restaurant, Bisou Bar & Bistro, er indrettet med bløde sofaer, farverige glasdetaljer, mønstrede borde og flere forskellige siddeområder. Her er du velkommen både, hvis du er hotelgæst eller hvis du ikke er overnattende.

På menukortet finder du blandt andet burger, pasta og salater, mens køkkenet også sammensætter særlige menuer til grupper og arrangementer. Der arbejdes med økologiske råvarer, lokale leverandører og et stort fokus på at udnytte råvarerne bedst muligt.

Restauranten og baren er samtidig tænkt som en del af hotellets sociale liv, hvor både overnattende gæster og aarhusianere kan mødes.

Belle Guldsmeden Restaurant
Belle Guldsmeden væg

Terrasse, fredagsbar og plads til at mødes

På den store terrasse er der mulighed for at nyde noget fra baren, og hotellet har også opsat opvarmede greenhouses. Husene kan benyttes af gæter samt bookes til møder og private arrangementer.

Den første fredag i måneden inviterer Belle Guldsmeden desuden til fredagsbar fra klokken 15 til 18 med musik og særlige priser i baren. Når vejret ikke er til udeliv, foregår arrangementet indenfor i restauranten.

Det er en del af tanken om, at hotellet ikke kun skal være et sted, hvor turister overnatter, men også et sted, hvor der sker noget for lokale, der bor og arbejder i Aarhus.

Belle Guldsmeden Restaurant

Praktisk information om Belle Guldsmeden

Adresse

Belle Guldsmeden ligger i Sydhavnskvarteret i Aarhus, i bygningen Høffen tæt ved spillestedet TRAIN. Hotellet ligger i gåafstand fra Aarhus' centrum.

Kontakt

Telefon: +45 32444400
Reception: belle@guldsmedenhotels.com
Reservation: bellebooking@guldsmedenhotels.com

Værelser og faciliteter

Hotellet har 211 værelser med eget badeværelse og Guldsmedens økologiske plejeprodukter. Derudover er der restaurant, bar, fælles opholdsområder, terrasse og poolområde.

Pool og wellness

Hotellets poolområde ligger under et stort glastag med grønne planter og liggestole. Der kan købes dagspas på udvalgte dage, også selvom du ikke overnatter på hotellet.
Book dit dagpas her.

Restaurant og bar

På Bisou Bar & Bistro er du velkommen, uanset om du bor på hotellet eller bare har lyst til at kigge forbi til frokost, middag eller noget godt i glasset. Restauranten har også plads til større selskaber og private arrangementer.

Parkering

Der er mulighed for at parkere i parkeringshuset Kulhuset i Sydhavnskvarteret. Herfra kan du gå over Kulbroen og videre til hotellet. 

Offentlig transport og ankomst

Hotellet ligger centralt i Aarhus med mulighed for at gå til flere af byens seværdigheder, restauranter og kulturtilbud. Fra Aarhus Hovedbanegård kan du fortsætte til fods eller benytte bus eller letbane.

Check-in, check-out og booking

Check-in på Belle Guldsmeden er fra kl. 15.00, og check-out er senest kl. 12.00.
Book dit ophold på Belle Guldsmeden.

Møder og arrangementer

Hotellet tilbyder mulighed for møder og private arrangementer, blandt andet i de opvarmede drivhuse på terrassen. Restauranten kan også benyttes til gruppearrangementer efter aftale.

Fra rå beton til et hotel fyldt med historier

Da Belle Guldsmeden slog dørene op i Sydhavnskvarteret den 1. juli 2026, var det resultatet af en drøm, der havde været flere år undervejs. Bag hotellet står Sandra og Mark, som også står bag Guldsmeden Hotels, og for Mark var projektet en særlig mulighed for at skabe noget, han længe havde ønsket sig.

Som arkitekt havde han drømt om at være med til at forme et hotel helt fra starten. De øvrige Guldsmeden hoteller er indrettet i eksisterende bygninger, hvor de oprindelige rammer allerede har været en del af historien. På Belle Guldsmeden var udgangspunktet et helt andet. Her var rå beton, tomme rum og muligheden for at skabe en indretning, hvor hver eneste detalje kunne tænkes lige ind fra starten.

Det var samtidig vigtigt, at hotellet skulle have den særlige Guldsmeden stemning, som mange allerede kender fra kædens øvrige hoteller. For hvordan skaber man følelsen af et sted med historie og personlighed i en bygning, der er helt ny?

Svaret finder du i de mange materialer, møbler og små detaljer, der efterhånden har fundet deres plads rundt omkring på hotellet. Her er marokkanske mursten, farverige tekstiler, grønne planter og møbler, der ikke nødvendigvis ligner hinanden, men som tilsammen skaber en varm og meget afslappet atmosfære.

Det er en indretning, hvor øjet hele tiden finder noget nyt, og hvor selv de mindste detaljer er med til at fortælle historien om hotellet.

Belle Guldsmeden Pejsestue

Gamle møbler får en ny historie

En stor del af Belle Guldsmedens personlighed kommer fra de møbler og materialer, der allerede har levet et liv andre steder. Hos Guldsmeden Hotels er det nemlig en naturlig del af tankegangen, at møbler ikke bare bliver kasseret, fordi et hotel skal renoveres, eller fordi indretningen ændrer sig.

I stedet bliver de opbevaret, flyttet rundt mellem hotellerne eller omdannet til noget helt nyt.

Det gælder blandt andet nogle af stolene i hotellets barområde. De stod tidligere på Guldsmedens gamle hotel i Aarhus, som lukkede i 2021, og har siden været opbevaret på et lager i Rødovre. Nu er de vendt tilbage til Aarhus, hvor de igen er blevet en del af et Guldsmeden hotel.

Andre møbler har fået en mere omfattende forvandling. Trægulve fra Hotel Axel i København er blevet omdannet til borde, mens materialer fra kædens hotel på Bali også har fundet vej til den nye indretning. Selv puder og tekstiler har fået nyt liv, når gamle gardiner og stoffer er blevet syet om og brugt på nye måder.

Det er netop den blanding af materialer med forskellige historier, der gør indretningen spændende. Noget er nyt, andet har været brugt i mange år, og nogle af møblerne bærer stadig små spor af deres tidligere liv.

Resultatet er ikke et hotel, hvor alt er hentet hjem fra det samme møbelkatalog, men et sted, hvor indretningen har fået lov til at udvikle sig gennem genbrug, kreativitet og en forkærlighed for det, som er lidt anderledes.

Belle Guldsmeden bar

Luksus med plads til at smide sig i sofaen

Selvom Belle Guldsmeden har 211 værelser og rummer både restaurant, bar og poolområde, er ambitionen ikke at skabe et traditionelt hotel, hvor alt foregår efter faste og formelle rammer.

Her skal det være naturligt at slå sig ned i en sofa, blive hængende over en kop kaffe eller falde i snak med mennesker, som du ikke kender i forvejen.

Den afslappede tilgang præger også måden, hotellet bliver drevet på. Hoteldirektør Sanne Remmer Madsbjerg og hotelchef Michael Dahl er en synlig del af hverdagen og opholder sig ofte i fællesområderne, hvor de møder gæsterne og får en fornemmelse af livet på hotellet.

For Sanne Remmer Madsbjerg handler god service ikke nødvendigvis om store armbevægelser. Det kan være at huske en gæst, der har boet på hotellet tidligere, give en personlig anbefaling til en oplevelse i Aarhus eller gøre lidt ekstra ud af en særlig anledning.

Den tilgang mærkes også i de små overraskelser, som er en del af Guldsmedens måde at tage imod gæster på. En hilsen på værelset, lidt chokolade eller hotellets egen Jungle Money, der kan indløses til udvalgte ting, er nogle af de måder, gæsterne kan blive forkælet på.

Tanken er, at gæsterne ikke blot skal have et sted at overnatte, men også føle sig velkomne. Og det gælder uanset, om de kommer for en enkelt nat, en weekend i Aarhus eller vender tilbage til hotellet igen og igen.

Belle Guldsmeden badeværelse

Omtanke for ressourcerne helt ind på badeværelset

Omtanken for ressourcerne på Belle Guldsmeden handler ikke kun om indretningen. Den fortsætter helt ind på værelserne, hvor flere af de tekniske løsninger er valgt med fokus på at begrænse forbruget af vand og andre ressourcer.

På badeværelserne er der blandt andet installeret et brusesystem fra Orbital, som renser og genanvender en del af vandet under badet. Ifølge hotellet kan teknologien reducere vandforbruget med op til 85 procent sammenlignet med et almindeligt brusebad.

Vand fra håndvasken bliver desuden genanvendt til toiletskyl, så en del af det vand, der ellers ville løbe direkte i afløbet, får en ekstra funktion.

Også sengetøj og håndklæder bliver brugt, så længe kvaliteten tillader det. Mindre tegn på brug er ikke nødvendigvis en grund til at kassere tekstilerne, og når de ikke længere kan bruges på værelserne, undersøges mulighederne for at anvende dem til andre formål.

Samtidig er der lagt vægt på, at opholdet stadig skal føles behageligt og luksuriøst. På badeværelserne finder du Guldsmedens egne økologiske plejeprodukter fra I Love Eco Essentials, som Sandra selv har været med til at udvikle.

Belle Guldsmeden Reception

Et hotel, der er en del af Sydhavnen

Da Sandra og Mark begyndte at undersøge mulighederne for et nyt hotel i Aarhus tilbage i 2019, var det ikke tilfældigt, at blikket faldt på Sydhavnen.

Området har allerede et kreativt miljø med virksomheder, kunstnere og kulturaktører, og netop den blanding passede godt til Guldsmedens ønske om at skabe et hotel med en uformel og levende stemning.

Siden er kvarteret forandret markant, og Belle Guldsmeden er i dag en del af den nye bygning Høffen, hvor hotellet deler adresse med virksomheder og spillestedet TRAIN.

Det giver nogle særlige muligheder for samarbejde på tværs af området. Kunstnere, der optræder på TRAIN, kan overnatte på hotellet, mens gæsterne har kultur, musik og byliv lige uden for døren.

Belle Guldsmeden pool

Et nyt udgangspunkt for at opleve Aarhus

Belle Guldsmeden er åbnet i en del af Aarhus, der har forandret sig markant gennem de seneste år. Men selvom nye bygninger er kommet til, er meget af områdets kreative og industrielle karakter stadig til stede, og den passer godt til hotellets egen blanding af nyt, gammelt og genbrug.

For hotellets gæster betyder beliggenheden, at både midtbyen, kulturlivet og oplevelserne omkring Sydhavnen er tæt på. Samtidig er der mulighed for at trække sig tilbage til pejsestuen, nyde en middag i restauranten eller tilbringe nogle timer ved poolen.

Historien om Belle Guldsmeden er skrevet på baggrund af et interview med Sanne Remmer Madsbjerg.

Se flere billeder fra Belle Guldsmeden

Belle Guldsmeden Hotel Poolområdet
Belle Guldsmeden Hotel Gangen
Belle Guldsmeden Hotel Værelse
Belle Guldsmeden Hotel Barområdet
Belle Guldsmeden Hotel Restaurant
Belle Guldsmeden Hotel Produkter
Belle Guldsmeden Hotel Restaurant
Belle Guldsmeden Hotel Sauna